I samarbejde med Fredericia Eliteidræt baner Erritsø Rugby vejen for unge talenter med fokus på både sport og skolegang. Målet er at skabe store talenter, men med det hele menneske i fokus.

Erritsø Rugby fylder 40 år i 2024, og de relativt nye klublokaler bærer tydeligt præg af klubbens historie. Ifølge formand Allan Pertti er det en af mange grunde til, hvorfor Erritsø Rugby er noget helt unikt. (Foto: Sebastian Wiis)

Af Sebastian Wiis

I den sydlige udkant af Fredericia, nærmere bestemt i Erritsø, ligger en klub, der bærer på en arv af værdier: Fairplay, disciplin, respekt, sammenhold og passion. Siden 1984 har Erritsø Rugby ikke blot dyrket en unik sport, men også skabt en fællesskabsfølelse, som fortsat agerer anker i klubben. Med godt 200 medlemmer har klubben opbygget en solid platform, der nu får endnu større betydning takket være et nyt samarbejde med Fredericia Eliteidræt.

En formand med ambitioner

Formanden for Erritsø Rugby, Allan Pertti, har været en del af klubben siden dens tidlige år, og i dag står han i spidsen for en af byens stolte idrætsforeninger. Efter 19 år i Grønland vendte han tilbage til klubben, og i de seneste fem år har han arbejdet målrettet på at udvikle rugbyen i Fredericia. Ifølge ham er det nye samarbejde med Fredericia Eliteidræt en milepæl i klubbens historie.

“I starten af 2024 indgik vi en fireårig aftale med Fredericia Eliteidræt, fordi vi blev udpeget som udviklingsidræt i Fredericia Kommune. Det betyder meget for os, og det viser, at alt det hårde arbejde, som klubbens medlemmer og frivillige lægger i, gør en forskel,” fortæller Allan Pertti med stolthed.

Det hele menneske

Samarbejdet er mere end blot en formalitet. Det giver unge rugbyspillere muligheden for at følge en professionel sportsvej, samtidig med at deres uddannelse bliver prioriteret. Dette fokus på “det hele menneske” gør, at både sport og uddannelse går hånd i hånd – en strategi, som både Fredericia Eliteidræt og Erritsø Rugby er enige om er vejen frem.

Keld Vestergaard, administrerende chef for Fredericia Eliteidræt, understreger, at den moderne generation af unge sportsudøvere stiller krav om mere end bare at være gode til deres sport.

“Der er kommet en ny generation af unge, der har sporten som livsstil, træner mere og derfor vil have mere medbestemmelse. Det stiller også andre krav til klubberne om at skabe strategier for talentudvikling, hvor uddannelse og sport i højere grad forenes,” siger Vestergaard.

For Fredericia Eliteidræt handler talentudvikling ikke kun om at skabe medaljevindere, men om at skabe hele mennesker, som er rustet til at tackle både sportens og livets udfordringer.

Hvor der er vilje, er der vej

Dette fokus på kombinationen af eliteidræt og uddannelse er en del af den strategi, der nu også gavner de unge talenter i Erritsø Rugby. Sammen med Fredericia Eliteidræt arbejder klubben på at sikre, at deres spillere ikke blot udvikler sig sportsligt, men også personligt og fagligt. Og Keld Vestergaard oplever, at de klubber, som engagerer sig i eliteidræt og talentudvikling bliver bedre og bedre til at strukturere det.

“Hvis man som klub eller forening vil talentudvikle, er det omkostningstungt, så man er simpelthen nødt til også at strukturere det, hvis det skal fungere.”

Hos Erritsø Rugby vil man gerne udvikle det næste store talent, og selvom rugbyens højeste niveau ligger i udlandet, så kan lokale spillere drage nytte af de muligheder, der nu tilbydes qua samarbejdet med Fredericia Eliteidræt.

“Vi vil gerne vise forældre og spillere, at selvom rugby måske ikke er den største sport i Danmark, så kan du komme langt, hvis du har viljen. Samarbejdet med Fredericia Eliteidræt giver os rammerne for at gøre bredden til elite, og det er noget, vi er meget stolte af,” afslutter han.

Samarbejdet mellem Fredericia Eliteidræt og Erritsø Rugby står som et stærkt eksempel på, hvordan lokal forankring, visionære planer og hårdt arbejde kan skabe muligheder for unge talenter i alverdens idrætsgrene.

Plads til alle

Lørdag den 5. oktober inviterer Erritsø Rugby til landskamp. Herrelandsholdet aflægger visit hos den lille stolte klub, og formanden håber at se en masse lokale på stadion.

“Folk i Fredericia skal kigge forbi, fordi de vil få en unik oplevelse. Her er en sport og kultur, som godt kan virke anderledes, mærkværdig og fremmed, hvor spillere løber ind i hinanden i høj fart med en skæv læderbold under armen. Men det er lokal hygge, du ikke finder ret mange steder,” udtaler Pertti.

Fanzonen åbner klokken 11:00, U-18 landsholdet spiller opvarmningskamp klokken 12:00, inden A-landsholdets kamp mod Finland starter 15:00.

Der er gratis entré for alle.