Fredericia Friskole har for andet år i streg fået det laveste karaktergennemsnit blandt 9. klassernes afgangseksamen i Fredericia, men skolens leder er ikke skuffet.

Carsten Jensen er på sit fjerde år som leder for Fredericia Friskole. Foto: William Øster Enstrøm

Af William Øster Enstrøm

”Udfordringen er særlig stor på Fredericia Friskole, hvor skoleleder Carsten Jensen næppe kan være tilfreds med, at hans afgangselever forlader friskolen med et karaktergennemsnit, der er byens ringeste”.

Sådan skrev daværende chefredaktør i Fredericia Dagblad, Peter Hagmund-Hansen i en leder, sidste år, da Fredericia Friskole landede områdets laveste afgangskaraktergennemsnit. Men han tog fejl. Og selvom placeringen er den samme for Fredericia Friskole i år, er lederen stadig helt tilfreds.

Karaktergennemsnit for 9. klasses afgangseksamen i Fredericia

Fredericia Realskole8,2
Sct. Knuds Skole7,8
Fjordbakkeskolen7,4
Ullerup Bæk Skolen7,1
Erritsø Fællesskole6,6
Kirstinebjergskolen6,1
Fredericia Friskole5,3

Det handler om dannelse

I dette års rapport over landets folkeskoler fra børne- og undervisningsministeriet, står det klart at friskolen endnu engang har Fredericias laveste karaktergennemsnit for 9. klasses afgangseksamen. Skolen havde nemlig en gennemsnitskarakter på 5,3. En karakter, der blegner betydeligt sammenlignet med landsgennemsnittet på 7,3, og kommunens gennemsnit på 6,8. Men selvom friskolen befinder sig på en håbløs sidsteplads, med et væsentligt stykke op til den nærmeste skole, er lederen ikke ligefrem bekymret.

“Mit ærinde er, at lave den bedst mulige skole, så børnene får udfoldet det potentiale, de allesammen har,” fortæller Carsten Jensen.

For ham er Fredericia Friskoles opgave nemlig ikke at sikre eleverne høje karakterer, men derimod at skabe dannede mennesker, uanset om det udmønter sig i god statistik eller ej.

Fredericia Friskole har 160 elever. Foto: William Øster Enstrøm

Et blankt lærred

Hvis man spørger Carsten Jensen selv, har han levet op til sit mål om at indfri elevernes potentiale. Han vil faktisk gå så langt som at sige, at han ikke mindes en eneste afgangselev, der ikke har levet op til sit fulde potentiale, før de forlod skolen. Sagen er bare den, at det ikke er alle, der har potentialet til et 12-tal. 

”Eleven er et blankt lærred, men derfor kan der jo ikke males det samme maleri på dem alle”, fortæller Carsten Jensen.

Og det er netop derfor, det ikke giver mening at bruge karakterer som en skoles evalueringsgrundlag, mener han. Han uddyber at det ikke handler om at skolen lægger ansvaret for elevernes læring fra sig, men derimod en anerkendelse af, at det ikke er alle elever der har retning mod universitetet. Og det er helt okay. 

”Min søns ven ordner min båd. Han er elektriker og skal til at læse til ingeniør. Han var vist ikke den største fan af folkeskolen, kan jeg huske. Men betyder det så, at hans lærred kun er halvt fyldt? Det tror jeg ikke, han synes. Og det synes jeg i hvert fald ikke,” fortæller Carsten Jensen

”Min båd spiller i hvert fald max” tilføjer han grinende.