Lars Broen drømmer om nye luksussæder til sin biografsal, men han mangler pengene til dem. Foto af Silja Ljungstrøm
De seneste år har været hårde ved biografen Panorama. Et millionoverskud er på en håndfuld år blevet forvandlet til et underskud på over 600.000. Seneste sten i skoen er en afvisning på et kommunalt tilskud på to millioner, som biografen havde anmodet om. Men ejeren er ikke klar til en fremtid uden biograf i Fredericia.
Af Christoffer Fodgaard Hansen og Silja Ljungstrøm
Fredericias biograf Panorama er lukningstruet. Det slog Lars Broen, ejer af Panorama, fast i et interview med Fredericia Dagblad tilbage i juli-måned, efter biografen præsenterede sit største underskud nogensinde på 630.000 kroner i 2023. Nu har biografen taget endnu et hak i tuden, da de har fået afvist deres anmodning om et kommunalt tilskud på to millioner kroner. Et tilskud, som havde været på tegnebrættet, men som er valgt fra i det budgetforlig, som er indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og løsgænger Karsten Byrgesen.
Svært at sælge ideen om luksus i et budget med besparelser
Formanden for Kultur-og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), fremhæver i sin begrundelse for fravalget af tilskud til biografen, at det ikke er nemt at finde plads til ‘luksussæder’, når der samtidig laves besparelser på andre områder. Det fremgår også af de høringssvar, som Kommunalbestyrelsen har modtaget fra lokalbefolkningen efter det første udkast til budgetforliget, hvor et tilskud til biografen fremgik som en mulighed. Her bliver der af flere borgere skrevet:
“Vi skal ikke trække borgere til byen med en god biograf i stedet for en god skole. 2 mio. rækker ikke langt på skoleområdet, men det kan dække de næste 4 års foreslåede besparelse på rengøring i klasselokalerne.”
Det er en pointe, som Lars Broen godt forstår, men han ærgrer sig over, at det er endt i en diskussion om, hvorvidt biografen skal have penge til ‘luksus’ fremfor rengøring på skolerne:
“Vi har måske lavet en fejl i vores måde at præsentere anmodningen. Det handler ikke om noget ekstravagant eller ekstra luksuriøst. Det handler om at lave en nødvendig modernisering, som er essentiel for biografens fremtid.”
Fredericia prioriterer anderledes
Da Lars Broen indgav sin anmodning om kommunal støtte, var det med håb om, at der var mulighed for en dialog med kommunalbestyrelsen:
“Vi havde en forhåbning om, at vi kunne søge et tilskud ved kommunen og få dem med på vognen i forhold til modernisering af biografen. Mange af vores kollegaer har fået tilskud af deres kommuner til at fortsætte driften, så der er en del andre kommuner, som tænker anderledes, end Fredericia gør.”
Som Broen nævner, har flere kommuner i kølvandet på coronakrisen givet en håndsrækning til pressede biografer. Det er blandt andet sket i Kolding, Tønder og Skagen.
Peder Tind, formand for Kultur- og idrætsudvalget, holder dog fast i, at Fredericia Kommune ikke har mulighed for at give et tilskud:
“Biografen er aldrig blevet lovet to millioner, så det er ikke penge, som vi har taget fra dem. Vi har ikke fundet plads i budgettet i vores forlig, og vi har derfor prioriteret andre områder.”
Video af Silja Ljungstrøm og Christoffer Fodgaard Hansen
”Folk vil stadig gerne komme i biografen. Det kræver bare, at vi er i stand til at levere noget ekstra”
Lars Broen er slet ikke i tvivl om, at en fortsat modernisering af biografen, og i dette konkrete tilfælde nye luksuriøse biografsæder, er afgørende for, at Panorama kan følge med udviklingen:
“Jeg følger med i branchen, og jeg kan se, at når man investerer i luksusstole og skaber en klarere differentiering, mellem det man kan få i biografen, og det man kan få derhjemme, så skaber det flere besøgende.”
Tiden er altså ikke ved at løbe fra biograferne:
“Folk vil stadig gerne komme i biografen, mærke stemningen og se film på det store lærred med den bedste lyd. Det kræver bare, at vi er i stand til at levere noget ekstra.”
Det ekstra, som Panorama mangler, er nye stole. Og netop de nye stole er et spørgsmål om udvikling eller afvikling:
“Dem der ikke er med på vognen med nye luksusstole de næste to, tre, fire år, de får det svært, og det gør vi også, hvis vi ikke får de investeringer.
Hvis nogen skulle komme og påstå, at det er på grund af dårlig virksomhedsdrift, at biografen er endt i økonomiske vanskeligheder, så har biografejeren et klart svar:
“Det er noget vrøvl. Vi har drevet biograf siden 1995, og vi ved, hvad vi laver. Vi er som resten af branchen blevet ramt af flere udefrakommende faktorer, som er skyld i den situation, som vi nu står i.”
Lars Broen peger på, at antallet af solgte billetter i 2023 var tre millioner lavere end i 2019. En udtalelse som bakkes op af Danmarks Statistik.
“Det kan være, at det bliver film, som bliver vores redning”
Panorama forsøger at bevare håbet, og de har gjort flere ting i et forsøg på at vende skuden igen:
“Vi har blandt andet gjort meget ved vores foyer, og vi har optimeret vores hjemmeside. Vi prøver hele tiden at være i øjenhøjde med den by, vi er i.”
Skulle biografen ikke lykkes med at få et tilskud på to millioner, er Lars Broen heller ikke klar til at smide håndklædet i ringen:
“Hvis vi ikke kan få tilskuddet, så håber vi, at vi kan fortsætte alligevel, men det bliver under svære betingelser. Men vi kan se, at der ligger rigtig mange gode film i den nærmeste fremtid, så det kan være, at det bliver film, som bliver vores redning.”
Comments are closed.