Plejehjemmet Stævnhøj i Fredericia Kommune har fået bevilget midler til en digital løsning, der skal hjælpe beboere og plejehjemmets ansatte med et svært og komplekst sygdomsforløb. Afdelingsleder Louise Jeppesen er positivt afstemt, og det er med god grund, fortæller en forsker i demens.

Foto: Kasper Ganzhorn Petersen

Af Kasper Ganzhorn Petersen

Billeder og videoer kan danne grobund for relations dannelse mellem demensborgere og de ansatte på plejehjemmene. For borgere med demens kan det i nogle tilfælde være umuligt, at tænke tilbage på livets mange minder og oplevelser, men det skal plejehjemmet Stævnhøjs nye tiltag gerne hjælpe med at vække til livs igen, fortæller afdelingsleder Louise Jeppesen.  

Derfor har Stævnhøj fået bevilget midler til en mobil lysprojektor, ved navn Qwiek Up, der kan vise billeder, videoer og afspille lyd og musik. Ét simpelt billede kan nemlig kaste en beboer tilbage til tiden som barn på forældrenes gård, fortæller Louise Jeppesen.

”Et godt eksempel kan være, at vi havde et arrangement med nogle kæpheste vi havde lejet. Så har vi en beboer der siger, at de opdrættede heste på den gård, hvor han voksede op. Det anede vi overhovedet ikke, men der er jo noget i ham, som bliver vækket da han ser den hest, og det er jo noget af det samme vi gerne vil ramme her”.

Tillid og tryghed

Et indblik i beboernes livshistorie kan være en åbning til at danne en mere tryg tillidsfuld relation. Og det er en forudsætning for, at de ansatte på Stævnhøj kan lykkes med deres arbejde, fortæller Louise Jeppesen.

“Det er alfa og omega, at der er en relation mellem plejer og beboer. For at vi kan lykkes med tingene, så skal der simpelthen være en relation i mellem. Kan vi gøre vores beboere trygge, og kan de have tillid til os fordi de ved vi kender dem, så kan vi også nemmere nå i mål med de ting vi gerne vil”.

Og noget af det som Stævnhøj gerne vil i mål med, er at reducere udadreagerende adfærd blandt plejehjemmets demensramte beboere og dermed også reducere behovet for magtanvendelse. For det er en nødvendighed, fortæller Louise Jeppesen. Men det gør det ikke mindre ubehageligt.

”Du kan ikke rykke på noget hvis du ikke har deres tillid. Tit når vi ser, at de er udadreagerende, så er det fordi de ikke kan sige fra på andre måder, så det er lidt deres sidste udvej. Og det er jo ikke os som personale de slår ud på, men mere rettet mod selve situationen som de befinder sig i. Men kan vi skabe tryghed for dem, så tror jeg på at vi kan mindske den udadreagerende adfærd”, fortæller hun.  

Louise Jeppesen ved siden af Qwiek Up-projektoren

Foto: Kasper Ganzhorn Petersen

Faktaboks:

Demens er en samlet betegnelse for sygdomme, der påvirker hjernen og medfører hukommelsestab, vanskeligheder med at tænke, kommunikere og ændret adfærd. Alzheimers sygdom er den mest almindelige form for demens. Ifølge National Videnscenter for Demens lever 96.000 mennesker i Danmark med en demenssygdom. De typiske symptomer indebærer kort- og langtidshukommelsestab, forvirringer over dagligdags opgaver samt humørsvingninger. Sygdommen opstår når ens hjerneceller er enten blevet beskadiget eller bliver nedbrudt. Demens kan skyldes genetiske forhold og kommer primært pga. stigende alder.  

Tal fra National Videnscenter for Demens (Rigshospitalet)

”De pårørendes sygdom”

Projektet er i høj grad også sat i luften for at hjælpe de pårørende. At ens far pludselig ikke kan huske hans egen søn eller datter kan være hjerteskærende, og derfor ser plejehjemmet at de pårørende i nogen grad kan distancere sig selv fra deres demensramte familiemedlemmer. Stævnhøj skriver således i ansøgningsskemaet, som de indsendte til Social- og Boligstyrelsen:

”Mange pårørende oplever det vanskeligt at besøge deres kære med demens, fordi de ikke ved, hvad de skal tale om, eller hvad de kan lave sammen. Dette fordi beboeren ikke altid kan erindre, hvem den pårørende er og/eller fordi, beboeren ikke er tilstede rent kognitivt. Det skaber frustration og modløshed for den pårørende, hvilket ofte resulterer i, at de pårørende reducerer frekvensen af deres besøg hos vores beboere”.

Men det skal projektet forsøge at ændre på. Og her spiller de pårørende en afgørende rolle, da det er dem der skal sørge for billede og videomateriale. Og hvis de pårørende er villige til det, tror Louise Jeppesen, at kvaliteten i den sociale samvær vil tage et nøk op ad. For det kan være svært at have en samtale med en, der i perioder ikke aner hvad der foregår. Men gennem billeder og videoer kan der skabes samtaleemner som ellers kan være svære at komme på, når man har med en demensramte borger at gøre. Og den vej igennem øges kvaliteten af det sociale samvær, der finder sted mellem beboer og pårørende.  ”Det er det vi skal skabe rammerne for” fortæller Louise Jeppesen.

Billeder og lyd kan forbedre livskvalitet for demente

Ifølge forsker Anders Møller Jensen, der er ph.d. og forsker i omsorg for mennesker med demens på VIA University College, er der god grund til at tænke i disse baner for landets mange plejehjem.

”Det stimulerer mennesker til at huske deres tidligere historie. Gennem den stimulans kan de få mening ind i en hverdag, der kan være svær at få mening ind i, hvis man er kommet så langt i sit demensforløb. Der kan tiltag som dette, være med til at give en forbedret livskvalitet”.

Metoden som bl.a. benyttes i Stævnhøjs projekt kaldes reminiscensterapi. Her forsøger man gennem stimulering af sanser at fremkalde minder og erindringer med formålet om at styrke identiteten og livskvaliteten hos borgere med demens. Om det bringes på en projekter eller en tablet er sådan set underordnet, mener Anders Møller Jensen, men han peger dog på, at der væsentlige fordele og ulemper ved dem begge.

”En iPad er nem at sidde med privat, de kan fås relativt store og man kan sidde uforstyrret. Så snart vi kommer over i noget TV eller projektor så foregår det tit i fællesrum. Og fællesrum kan være godt for mange ting, der kan være flere mennesker om det, der så stimuleres, men der kan også være meget støj. Hvis der er meget larm og meget støj, så kan det være svært for en borger med demens, at forstå hvad det egentligt er det hele går ud på. Og så er der også det væsentlige, at hvor længere man kommer hen i ens demensforløb jo mere personlige skal billederne også være. I starten kan det sagtens have en positiv virkning med et billede man kender perifert, men hvor længere man kommer hen i forløbet så skal det være et billede fra f.eks. borgernes egen personlige barndomsgade eller barndomshjem”.