Uge 40 er lig med international ordblindeuge. Her handler det om mennesker, særligt børn og unge, der har læsevanskeligheder. Også i Fredericia Kommune lægges der i denne uge vægt på, hvordan ordblinde kan få den helt rette hjælp.

På Fredericia Friskole undervises ordblinde elever samlet, på tværs af årgangene, en gang i ugen. Det er lærer og ordblindekoordinator, Jette Lassen, der står for det. Foto: William Øster Enstrøm.

Af Ane Daugaard

Ifølge Ordblindeforeningen har over 400.000 mennesker i Danmark ordblindhed, og mange af dem er skolebørn. I dag findes en række hjælpemidler, som er uundværlige redskaber for ordblinde. Redskaberne er både brugbare for at komme igennem de mange prøver i skolen, men også for at få bedre selvtillid og større gåpåmod. Men hvad gør Fredericia Kommune helt konkret i denne uge for at skabe fokus på emnet?

Ordblindhed hyldes i byen

På Fredericia Bibliotek er der pyntet op i uge 40 med motiverende citater, der hylder ordblindhed. Der faciliteres også ordblindearrangementer, hvor børn og forældre får indsigt i alle de redskaber og hjælpemidler, der findes til ordblinde. Bl.a. holdt Mie Askjær Midtgaard oplæg mandag aften. Hun er lærer og ordblindevejleder, og hun stillede skarpt på de udfordringer, ordblinde kan opleve. Og for hende, er ordblindeugen den bedste uge på året – men samtidig understreger hun også vigtigheden i, at fokusset på netop denne indlæringsvanskelighed altid bør være der.

“Det burde jo være ordblindeuge hver uge hele året. Men i uge 40 stilles der rigtig skarpt på det, og det er der heldigvis flere og flere steder der er blevet opmærksomme på at gøre,” udtaler Mie Askjær Midtgaard.

Hashtagget #GoRed markerer de røde streger, der dukker op under ord, der staves forkert på digitale skriveprogrammer, såsom Word. Men disse sproglige fejl er noget af det, der hyldes i uge 40. Dette fylder også på Fredericia Biblioteks vinduesområder i denne uge. Foto: Ane Daugaard.


Morgensamlinger og fællesmoduler for ordblinde

Lærer og ordblindekoordinator, Jette Lassen, der arbejder på Fredericia Friskole, har også valgt at sætte ordblindhed højt på dagsordenen. Hun står for skolens morgensamlinger hele uge 40, hvor hun fortæller om ordblindhed og de udfordringer, der følger med at være ordblind.

”Ordblinde mennesker har en funktion, der simpelthen bare ikke virker hos dem. Det er ikke fordi, de er dumme. Tværtimod. Og det er så vigtigt at forstå,” udtaler Jette Lassen.

Hun har desuden to ugentlige moduler med skolens ordblinde elever hele skoleåret igennem, hvor der arbejdes med emner, der er til gavn for alle læse- og skriveudfordrede elever.


Skoleleder understreger behovet for tilpasset læring

Også skoleleder Carsten Jensen på Fredericia Friskole ser vigtigheden i, at ordblindes udfordringer bliver taget bedre hånd om hele skoleåret rundt. Og at deres læringsforløb ikke nødvendigvis skal sidestilles med de andre elevers. De skal behandles og hjælpes på anden vis.

”Det svarer til, hvis man beder en person med ét ben om at løbe om kap med de andre, og bare sige: Jamen, du skal da kunne løbe lige så hurtigt, som dem,” siger Carsten Jensen.


Hjælp kan hentes året rundt – men hvor og hvordan?

Som ordblind kan man altid få gratis hjælp fra Fredericia Bibliotek hele året. Bl.a. vejleder bibliotekar Charlotte Borring forældre til ordblinde børn i, hvordan man bedst griber indlæringsudfordringen an.

Biblioteket tilbyder også at finde læsevenner til børn, der ikke får prioriteret læsningen i fritiden, og som derfor har behov for at få en sparringspartner.

Desuden findes der en række læse- og skriveteknologier til ordblinde, for eksempel computerprogrammet AppWriter, der hjælper den ordblinde med at skrive ord korrekt. Også eReolen er en mulighed for ordblinde, der ønsker at få læst bøger op.

Du kan læse mere om Fredericia Biblioteks ordblindetilbud her:

https://fredericiabib.dk/ordblinde