Siden 1967 har den toårige HF-uddannelse eksisteret, men det skal være slut nu. Regeringen vil erstatte den med en ny treårig uddannelse, som visse elever er skeptiske overfor.

Ved Erritsø i udkanten af Fredericia ligger den store skole, IBC, som blandt andet huser HF uddannelsen.
Foto: Victoria Burgdorf

Af Victoria Burgdorf

Tirsdag d.1. oktober åbnede folketinget atter igen. Her oplyste undervisningsminister, Mathias Tesfaye, at regeringen snart vil præsentere en ny reform af ungdomsuddannelserne. De har nemlig i sinde at lægge 2 milliarder til side om året indtil 2030, hvor reformen skal træde i kraft, hvis den bliver vedtaget.

HF eleverne har nogle betænkeligheder
I Fredericia findes der hele to HF-tilbud – en i byen på Fredericia Gymnasium, og en på IBC ved Erritsø. Spørger man eleverne på IBC HF er de især positive overfor de lavere adgangskrav det vil medføre. Dog har de også deres forbehold. Flere nævner blandt andet, at de håber, der vil blive taget højde for de ordblinde, der lige nu har mulighed for at tage en treårig HF, hvor man kan få ekstra støtte til at færdiggøre sin uddannelse. Derudover kan de have betænkeligheder over den erhvervsfaglige del.

”Jeg ved jo ikke lige, hvilken retning jeg vil efter HF, så håber ikke den er for målrettet mod et bestemt erhverv”

Sådan lyder det fra den 21-årige Emilie Andreasen, der er i gang med sit 2. år af HF’en i Fredericia.

Hen i det uvisse
Det som udspillet i alt sin enkelthed går ud på, er at erstatte HF’en med den treårige EPX. EPX’en vil være mere erhvervs- og professions rettet end de andre treårige uddannelser. Om der bliver taget højde for de ordblinde, vides ikke endnu.

Sandheden er, at der på nuværende tidspunkt ikke er mange der reelt kender til reformens detaljer.
Spørger man byrådspolitikker, Anette Hyre-Jensen (A), der er talsperson for Fredericias Unge- og uddannelsesudvalg, er de positivt stemte.

”Jeg er positiv i den retning, at hvis det kan få flere til at tage den her mere erhvervsrettede linje, så er det kun godt. Jeg gætter på det vil få betydning for ca. 120 unge mennesker i Fredericia, og det kan jeg kun se det positive i.”

Hun erkender dog, at hverken hende eller andre i byrådet på nuværende tidspunkt har et dybere kendskab til det. Af samme årsag kan hun ikke svare på, hvordan det vil påvirke dem, der nyder godt af den treårige ordblinde HF.