Motion på arbejdspladsen skaber både øget trivsel og et stærkere fællesskab med sine kollegaer. I Fredericia Kommune afholder man arbejdspladsernes motionsuge, og det er mere end bare sport.

Badminton er en af aktiviteterne, der tilbydes i uge 41. AI-illustration: Sebastian Høeg.

Af Freja Knigge Køppen

Uge 41 er arbejdspladsens motionsuge, og Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund vil i samarbejde med Dansk Firmaidræt og Idræt i Dagtimerne skabe fokus på kollegamotion med sportsgrene som badminton, skydning og linedance. Sport mellem kollegaer øger nemlig både trivsel på arbejdspladsen og skaber fællesskab.

Mere trivsel og fællesskab
Tal fra Dansk Firmaidræt viser, at 55 % af medarbejdere får forøget arbejdsglæde af at dyrke sport med deres kollegaer. Derfor skal der ifølge koordinator for kollegamotion og kontaktperson for Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund, Dorthe Toft Skov, være fokus på at styrke motion og fællesskab på arbejdspladsen.

“For mange giver det en mulighed for at være sammen med nogle kollegaer, man ikke ser i hverdagen, især hvis man er i en stor virksomhed. Når folk har fri, går de som regel i hver sin retning,” siger hun.

Den lokale forening kan en masse
Ib Østergaard er næstformand i foreningen Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund, som stiller flere muligheder til rådighed i forbindelse med arbejdspladsernes motionsuge. Motion mellem kollegaer skal ses som et sjovt afbræk i hverdagen og give en fornyet fællesskabsoplevelse med sine kollegaer, siger han.

Og selvom der ifølge Ib Østergaard ikke nødvendigvis er mange virksomheder, som benytter sig af de åbne tilbud i uge 41, er han glad for, at foreningen kan hjælpe generelt.

“Som lokalforening er vi her for at sige: ‘Vi er her, og vi kan en masse i samarbejde med vores forbund og vores lokale samarbejdspartner Idræt i Dagtimerne.'”

Motion direkte til arbejdspladsen
Hvis virksomheden henvender sig til foreningen med ønsker om at implementere medarbejdermotion i virksomheden, er det Dorthe Toft Skov, de får fat i. Hun ser det som positivt, at virksomhederne bruger de muligheder, der er. Det viser, at man gerne vil gøre en forskel for sine medarbejdere, siger hun.

Foreningen har også et ønske om at lave et længerevarende forløb for virksomheder, og det er, hvad foreningen bruger arbejdspladsernes motionsuge til.

“Sørg nu for at give jeres medarbejdere noget motion og bevægelse i arbejdstiden,” siger næstformand i foreningen, Ib Østergaard.