Som det eneste parti er Socialdemokratiet ikke en del af nyt budgetforlig, som et flertal stemmer igennem mandag. Venstres borgmesterkandidat kritiserer Socialdemokratiets ageren, mens ekspert påpeger, at manøvren styrker Venstres position.

Foto: Silja Ljungstrøm

Af Cathrine de Nijs Johansen

Alle partier i Fredericia Byråd har indgået et nyt budgetforlig. Undtagen Socialdemokratiet der sidder på borgermesterposten. De er nemlig blevet holdt uden for forhandlingerne. Selv siger David Gulløv, der er byrådsmedlem og politisk ordfører for Socialdemokratiet, at forligspartiernes manøvre var en ubehagelig overraskelse.

“Det var et chok. Vi har altid haft åbne forhandlinger og en god dialog i Fredericia. Vi har hele tiden forsøgt at holde døren åben,” siger David Gulløv.

Peder Tind, borgermesterkandidat for Venstre i Fredericia sidder med en anden oplevelse. Han mener ikke, at Socialdemokratiet har faciliteret en åben dialog. Han fortæller, 

“Det har været en vanskelig proces, hvor Socialdemokratiet ikke har behandlet folk, som vi håbede på. Socialdemokratiets budgetforslag er uambitiøst og visionsløst. Så vi har lavet et, der taler ind i vores visioner.”  

Det er den nuværende borgmester, Christian Bro, der har det overordnede økonomiske ansvar for kommunen. Derfor er det usædvanligt, at han og Socialdemokratiet ikke er med i det nye budgetforlig, som et flertal i Fredericia Byråd forventer at vedtage mandag. 

Venstre kritiserer Socialdemokratiets forhandlingsevner 

Valgforsker Martin Vinæs Larsen fra Aarhus Universitet påpeger, at budgetforliget er uhensigtsmæssigt, da borgmesteren skal implementere budgettet, hvorfor det også bliver et problem for kommunen.

“Det sker af og til, at borgmesteren bliver holdt uden for døren. Det er grundlæggende et tegn på, at der er noget mistillid til borgmesteren, eller at der ikke har været tilstrækkelig imødekommenhed over for de andre politiske partier,” siger han.

Noget som Peder Tind netop kritiserer Socialdemokratiet for. 

“Der var ikke forhandlingsvilje. Det var ret tydeligt, at man ikke ønskede at have Venstre med. Det er vores fuldstændig klare konklusion.” 

Derudover mener han, at hans socialdemokratiske kolleger ikke har sikret, at alle byrådsmedlemmer har haft de samme forudsætninger i forbindelse med de indledende forhandlinger. 

“Der har ikke været de samme informationer. Det giver et dårligt forhandlingsklima. Socialdemokratiet fortæller, at forligspartierne er uansvarlige. Det er decideret løgn. Sandheden er, at de tømmer kassen hurtigere, end vi gør,” siger Peder Tind.

David Gulløv forstår ikke kritikken og påpeger, at han ikke ser en god grund til, at partiet er blevet holdt uden for forhandlingerne. Alligevel mener han også, at der er plads til forbedring. Han udtaler, 

“Jeg mener ikke, at kritikken er reel, men der er i hvert fald noget, vi har overset.” 

Martin Vinæs Larsen peger på, at der nu ligger en arbejdsindsats forud for borgmester Christian Bro. 

“Borgmesteren har nu en stor opgave i at genopbygge tilliden til de politiske partier, som han gerne vil alliere sig med til næste kommunalvalg,” siger han. 

Valgforsker: Bedre inddragelse kan styrke demokratiet 

Ifølge Martin Vinæs Larsen er det ikke en ideel situation for Fredericia Kommune og heller ikke demokratisk hensigtsmæssigt. 

“Det er ikke en god løsning, men et tegn på et dårligt samarbejdsmiljø. Det klart bedste er, at borgmesterpartiet er med i budgettet.” 

Spørger man Peder Tind, har han en oplevelse af, at samarbejdet imellem forligspartierne har været konstruktivt. 

“Demokrati handler om flertal, og det har vi. Nogle gange er flertallet snævert, og andre gange er det stort,” siger Peder Tind og tilføjer, “det har været noget af det bedste, jeg har været med til rent demokratisk. Det spænder helt fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten. Det er forbilledligt og et smukt demokratisk håndværk,” siger Peder Tind. 

David Gulløv deler Martin Vinæs Larsen opfattelse og mener, at den nuværende situation kunne have været håndteret anderledes. 

“De kunne have spurgt, om Socialdemokratiet ville være med. Det havde været klædeligt og positivt for demokratiet,” udtaler David Gulløv, men understreger, “vi kan ikke altid samle 21 byrådsmedlemmer. Det har jeg fuldstændig respekt og accept for. Det er demokratiet.” 

Budgetforlig styrker Venstres position uanset strategi 

Martin Vinæs Larsen fortæller, at budgetforliget kan gavne Venstre frem mod næste kommunalvalg i 2025, hvor Peder Tind i øvrigt håber på at blive udpeget som borgmester for Fredericia Kommune. Hvis partierne har god erfaring med at samarbejde om et budgetforlig, kan det også få dem til at samarbejde om at udpege en ny borgmester, uddyber Martin Vinæs Larsen. 

“Jeg håber ikke, det er strategien, men man kan godt have mistanken,” siger David Gulløv fra Socialdemokratiet. 

En strategi som Peder Tind afviser, at Venstre har.

“Jeg vil gerne slå fast, at det intet har at gøre med valget i 2025. Det har udelukkende handlet om at få et budget landet. Hvis Socialdemokraterne er blevet svækket af det, er det i virkeligheden selvforskyldt,” siger han. 

Selvom Peder Tind afviser, at det er Venstres strategi, fortæller Martin Vinæs Larsen, at deres budgetforlig alligevel vil gavne Venstre frem mod næste kommunalvalg. 

“Det er ikke noget, de bare har gjort, fordi det kunne hjælpe dem ved næste valg. Men det vil hjælpe Venstre ved næste valg,” konkluderer valgforsker Martin Vinæs Larsen.