Month: oktober 2024 (Page 5 of 6)

Fredericia byråd ser positivt på afskaffelse af HF

Regeringen præsenterede tirsdag en ny treårig ungdomsuddannelse, der skal erstatte HF. Tiltaget har skabt begejstring blandt lokalpolitikerne i Fredericia, som ser frem til nye muligheder for byens unge

Der er på rådhuset enighed om, at den nye reform er et skridt i den rigtige retning. (Foto: Mathias P Thorsen)

Af Mathias P Thorsen

Børne- og uddannelsesminister Mathias Tesfaye annoncerede tirsdag morgen, at HF snart er fortid. Den toårige gymnasiale uddannelse erstattes af den nye ungdomsuddannelse EPX, som kommer til at have en blanding af både gymnasiale og erhvervsrettede fag. Med en massiv økonomisk satsning på landsplan med to milliarder kroner årligt, håber Fredericias kommunalpolitikere, at reformen vil styrke byens uddannelsesmiljø og tiltrække flere unge til erhvervsrettede uddannelser.

Uddannelsesløft kan være på vej

Socialdemokraten Anette Hyre-Jensen, der er med i unge- og uddannelsesudvalget i byrådet, støtter op om det nye tiltag. Det er ifølge hende et helt naturligt skridt fra regeringens side:

”Det ligger selvfølgelig stadig lidt ud i fremtiden, og det er svært at sige på nuværende tidspunkt, præcis hvad det kommer til at betyde for kommunen. Vi regner dog med, at det vil give et stort løft og vi glæder os meget til at se det udfolde sig.”

Hyre-Jensen er begejstret over udsigten til at få flere unge i uddannelse, hvilket de seneste år har være et problem i Fredericia. Ifølge tal fra Børne- og Uddannelsesministeriet er mange af dem, som dumper fag i folkeskolen, for længe om at komme videre. Byrådsmedlem Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti er forbeholden over for visse aspekter af projektet. Ikke desto mindre er hun også overbevist om, at det i sidste ende vil bringe mange gode ting med sig.

”Det er selvfølgelig en risiko, både på grund af beløbets størrelse, men ikke mindst for de elever, som HF passede godt til. Der er en risiko for, at nogle af de unge falder mellem to stole. Alligevel tror jeg, at det vil gavne endnu flere, og jeg er optimistisk over for det nye tiltag.”

Ideelt for arbejderbyen Fredericia

Fredericia har i flere år kæmpet med folkeskoler, som scorer under landsgennemsnittet, når det kommer til karakterer. Nye tal fra Børne- og Uddannelsesministeriet viser, at landsgennemsnittet for afgangseksamener i 9. klasse ligger på 7,4, mens Fredericia har et gennemsnit på 6,7. Både Hyre-Jensen og Eilersen pointerer, at Fredericias udfordringer på skoleområdet netop gør byen til et ideelt sted at indføre det nye tiltag.

”Fredericia er jo en arbejderby,” udtaler Eilersen. ”Folkeskolerne i Fredericia ligger under karaktergennemsnittet og mere end hver tiende elev dumper i dansk og matematik. De unge, som bliver hægtet af i skolen, har længe haft brug for hjælp. Det ser det ud til, at de får nu med denne reform.”

Afskaffelsen af HF og indførelsen af det nye EPX vil blive implementeret i 2030.

Fredericia bibliotek har fokus på ordblindhed – også efter uge 40

I uge 40 er der landsdækkende Ordblindeuge. Fredericia bibliotek inviterede derfor mandag aften til et foredrag med fokus på ordblindhedens muligheder og succesoplevelser. Men foredraget er ikke det eneste, biblioteket kan tilbyde.

Ifølge Mie Askjær Midtgaard er samarbejde og kampgejst vejen til de små succesoplevelser. Foto: Freja Knigge Køppen

Af Freja Knigge Køppen

I forbindelse med Ordblindeugen inviterede Fredericia Bibliotek mandag aften til foredraget ”Ordblind – fra begrænsning til mulighed” i samarbejde med Middelfart bibliotek. Et foredrag med fokus på ordblindhedens styrker og muligheder frem for svagheder og skam.

Under foredraget fik deltagerne både vist og forklaret forskellige IT-værktøjer, men også et indblik i, hvordan man skaber og opretholder et positivt mindset omkring ordblindhed.

Vi skal skabe ”hænder over hovedet-oplevelser”

For foredragsholder Mie Askjær Midtgaard er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at sætte fokus på ordblindhedens muligheder frem for begrænsninger.

I sit arbejde som lærer og læsevejleder har hun erfaret, at et positivt mindset og de rigtige værktøjer er vejen til succes hos ordblinde børn og unge. Hun mener, at det er vigtigt at skabe ”hænder over hovedet-oplevelser”, og det håber hun, at foredraget kan være med til at skabe, både hos forældre og børn:

Jeg håber, de kan få placeret ordblindebrikken et godt og trygt sted. At de kan forstå ordblindheden, acceptere den og give den gas med alle de fantastiske redskaber, der er.”

Mere end støvede bøger på en reol

Det er vigtigt, at Fredericia Bibliotek kan være med til at sætte fokus på ordblindheden, mener bibliotekar og lærer Charlotte Nordlund Borring. Hun er medtorvholder på aftenens arrangement og lægger vægt på, at foredraget ikke er det eneste tilbud for ordblinde og personer med læsevanskeligheder:

Der skal meget mere fokus på ordblindhed. Hvilke hjælpemidler der findes, og samtidig komme i kontakt med litteraturen. Mulighederne er mange, og det tror jeg, man overser. Vi bliver lidt symboliseret med støvede bøger på en reol, og vi er jo så meget mere end det.”

Hun mener, at selvom foredraget er afholdt i forbindelse med den internationale Ordblindeuge, er det vigtigt med fokus på ordblindhed hele året.

Biblioteket tilbyder derfor både bogsamlinger med lavere lixtal, materialer målrettet læseudfordrede og forløbet ”Læs en roman på en time” for at kickstarte læselysten.

Nye ideer på bordet

Charlotte Nordlund Borring går også med overvejelser om, at Fredericia Bibliotek kan facilitere et forældrenetværk, hvor forældre til ordblinde børn kan mødes. Det kræver dog både, at der er forældreinteresse, og at biblioteket har midler til at stable netværket på benene.

Vigtigst af alt håber hun, at deltagerne i bibliotekets arrangement kan bruge foredraget fremadrettet:

Jeg håber først og fremmest, at der er nogle børn, der går ud i verden med kæmpe jahat og mod på at sige ‘Jeg er ordblind’. Jeg håber, de har lyst til at kæmpe, men jeg håber lige så meget, at deres forældre vil kæmpe sammen med dem og være med på sidelinjen.

Til Danmarks største lokale jobmesse mødes arbejdsgiver og ledig til en uformel snak

Fredericia idrætscenter husede tirsdag over 70 forskellige virksomheder og uddannelser til jobmessen ”Job over broen”. Både deltagere og arrangører fremhæver betydningen af det fysiske møde som et middel til succes for arrangementet.

Jobmessen foregår i hallerne i Fredericia idrætscenter | Foto: Lucia Pedersen-Campos

Af Lucia Pedersen-Campos & Rebekka Hollænder

”Jeg kan miste interessen for jobsøgningen ved at sidde foran computeren hjemme. Jeg synes, det er federe at komme herud og snakke med mennesker, og se hvad de har at tilbyde,” siger deltager i jobmessen Jeanette Christensen.

Hun er ved messen blevet forsikret om, at hendes tidligere erhvervserfaring stadig kan bruges i den videre jobsøgning og er blevet bekræftet i et ønske om at tage en kontoruddannelse:

”Jeg kan føle, at jeg er for gammel til at tage en ny uddannelse og ved at komme her, føler jeg, at der stadig er muligheder,” siger Jeanette Christensen.

Over 70 forskellige virksomheder og uddannelser, som inkluderer DAO, EUC og Burger King, var til stede til ”Job over broen”, som blev afholdt for tredje år i streg og denne gang som et samarbejde mellem Fredericia og Middelfart kommune.

At få sat et ansigt på

Deltager i jobmessen Vibeke Møller fremhæver det fysiske møde som en af de positive effekter ved at mødes arbejdsgiver og ledig til messen:

”Til jobmessen møder man nogen, der arbejder med det til dagligt, og kan fortælle hvad det egentlig er, de søger. Man får sat et ansigt på firmaet, og det er nemmere at forholde sig til fremfor en ansøgningsopskrift, der ligger på nettet,” siger hun.

Ligesom Vibeke Møller understreger afdelingsleder i Fredericia Jobcenter, Malena Thusanth, de positive effekter af at mødes på tværs:

”Det handler om at få skabt de gode dialoger, der fører til job eller beriger den ledige med ny motivation i deres jobsøgning. Det er en mere uformel snak, man kan få,” siger hun.

Hun fortæller desuden, at flere deltagere i jobmessen går hjem med konkrete jobaftaler, og at flere virksomheder efter en jobmesse har fået kandidater til ledige stillinger.

Udover at deltagerne til jobmessen fik mulighed for at gå rundt mellem virksomheder og få uformelle snakke med potentielle arbejdsgivere, afholdt jobmessen to oplæg i samarbejde med Jobindex og Candeno, hvor deltagerne bl.a. fik konkrete råd til, hvordan man skriver en god jobansøgning, fx ved brug af AI. De kommende dage skal der evalueres ved at tale med virksomhederne om, hvilke aftaler de har fået i hus.

Pigefodbold stormer frem i lokal klub: “De elsker det” 

Fredericia fF’s nye pigehold har stor fremmarch, efter fodboldinitiativet Pigeraketten lagde vejen forbi Fredericia. Klubben håber at trække endnu flere piger til, og fremtiden for pigefodbold ser lys ud. 

Fredericia fF’s U8-pigehold træner hver mandag og onsdag.

Af Cathrine de Nijs Johansen 

En gruppe piger løber efter bolden med entusiasme og konkurrenceinstinkt, mens forældre hepper energisk. Halvdelen galoperer langs plænen i orange overtrækstrøjer, som med deres modstandere danner et livligt farvespil i den bløde eftermiddagssol, der maler græsset i et varmt grønt skær. Deres hestehaler blæser med vinden, mens de i spænding og iver jagter bolden for at score mål. 

På Fredericia fF er U8-pigeholdet i gang med kamp som del af dagens træning. En nyopstartet succes der tilbage i april opstartede holdet efter mange års pause med pigefodbold i aldersgruppen. 

“Det er et superfedt fællesskab, og det giver et godt sammenhold på kryds og tværs af årgangen, fordi det er en anden måde at være sammen på,” fortæller Camilla Hjort, der er holdleder for pigernes U8 hold. 

Fra nul piger til nyt hold i medvind 

Tilbage i april kom DBU-initiativet Pigeraketten forbi Fredericia fF, som et initiativ der har til formål at få flere piger til at spille fodbold. Med initiativet fik flere piger øjnene op for sporten, som skabte grobund for det nye U8-pigehold. 

“Efter Pigeraketten har været her, har der været en markant interesse,” fortæller Camilla Hjort og uddyber, at de gode rygter om fodboldholdet hurtigt spredte sig blandt pigerne og deres klassekammerater.

Fredericia fF har I samme forbindelse besøgt de lokale skoler i deres idrætstimer og havde uddelt flyers, børnene kunne tage med hjem. Der kom hurtigt flere børn til, og nu har holdet 18 pigespillere, tæt på de 20 som er Fredericia fF’s mål i oktober. 

“Det har været overraskende. At gå fra ikke at have noget hold til at have en målsætning på et hold på 20 piger er rigtig fedt,” siger Camilla Hjort. 

Johan Schledermann blev kort tid efter sin datters indmeldelse i klubben hvervet som træner for holdet.

Johan Schledermann, der er en af de to frivillige trænere for U8-holdet, forsøger at sprede gejst ved at huje for at presse den sidste energi ud af pigerne til dagens træning. Også han kan mærke den øgede interesse for holdet. 

“Vi er mange flere i truppen. De sidste mange træninger har vi taget en navnerunde, fordi der er kommet mange nye piger til.” 

Interessen for at komme med på holdet har også haft stor betydning for pigerne, der nu både træner og deltager i stævner oftere, hvilket Johan Schledermann er begejstret for, da pigerne får mere spilletid og mulighed for at udvikle sig som hold. 

“Før sommer trænede vi en gang om ugen, og så i sommerferien havde vi en snak om, at vi godt kunne øge det. Så nu træner vi to gange om ugen,” fortæller han. 

Det blå fællesskab: “Når du er hernede, er du en del af en familie” 

For Fredericia fF betyder fællesskabet og hyggen meget, fortæller Camilla Hjort, der selv hurtigt blev kørt ind i rollen som holdleder, efter at hendes datter startede på holdet. 

“Der er mange hernede i klubben, der kalder den for det blå fællesskab, fordi når du er hernede, er du en del af en familie.” 

Camilla Hjort fortæller, at der bag holdet står en meget god forældregruppe, der har hjulpet, og som spiller en stor rolle i at understøtte pigernes fællesskab.  

“Forældregruppen hernede er en meget engageret forældregruppe. Alle tager del i det. De har gjort en indsats for, at pigerne synes, det er fedt at spille fodbold.” 

Begge trænere er selv forældre til to af holdets spillere, og for Johan Schledermann er tiden brugt på sin datters hold som træner godt givet ud. 

“Der er mange forældre, der prioriterer det. Jeg synes, det er virkelig fedt, at vi kan få 18 familier til at tage en forælder og et barn ud af en travl kalender en mandag aften for at komme herned og spille fodbold,” siger han. 

Gode fremtidsudsigter for pigefodbold i Fredericia 

Fremtiden for pigefodbold i Fredericia fF ser lys ud, spørger man Jesper Kongsted, der er formand i klubben. 

“Fremtidsudsigterne er gode for pigefodbolden i fF, i og med at vores eget stævne er landets største pigestævne. Vi vægter pigefodbold mindst lige så højt som drengefodbold, og det er mindst lige så vigtig for mig som formand, at vi har pigefodbold.” 

Holdleder Camilla Hjort peger på, at pigerne på holdet heller ikke mærker, at fodbolden lige nu er en drengedomineret sport. Pigerne finder fællesskab i klubben på trods. 

“Rigtig mange piger er gymnastikpiger og dansepiger og hestepiger. De tænker ikke fodbold som en sport, piger også går til, fordi det er meget fokus på, at det er en drengesport. Men pigerne elsker det, og de er ligeglade med, at alle de andre hold er drenge.” 

Camilla Hjort håber, at Fredericia fF over tid kan rekruttere mange flere fodboldpiger.

Træner Johan Schledermann mener, at et initiativ som Pigeraketten netop er afgørende for, at flere pigerne bliver introduceret til fodbolden. For ham at se ligger der et vigtigt arbejde i at sikre at komme ud til pigerne på skolerne for at vise dem, hvad sporten kan. 

“Det handler om at være opsøgende, og så tror jeg, at rygtet spreder sig lynhurtigt, når man først lige kommer i gang.” 

Fremadrettet er håbet for Fredericia fF, at der kan oprettes flere pigehold på tværs af aldre. Camilla Hjort tilføjer,

“Vi håber jo, at der kommer flere piger. Langt flere piger.” 

Danmarks største jobmesse afholdt i Fredericia: Det gælder om at udvide sin horisont 

Over 70 virksomheder og uddannelsesinstitutioner slog sig i dag sammen i Fredericia idrætscenter for at blive klogere på hvilke jobmatches, der findes derude. Målet med dagens velbesøgte messe var at inspirere både de jobsøgende og virksomhederne til at finde hinanden. 

Af Rebekka Hollænder og Lucia Pedersen-Campos

Fremtiden ser mørk ud for Fredericias eneste biograf efter afvisning på milliontilskud: ”Det bliver under svære betingelser.”

Lars Broen drømmer om nye luksussæder til sin biografsal, men han mangler pengene til dem. Foto af Silja Ljungstrøm

De seneste år har været hårde ved biografen Panorama. Et millionoverskud er på en håndfuld år blevet forvandlet til et underskud på over 600.000. Seneste sten i skoen er en afvisning på et kommunalt tilskud på to millioner, som biografen havde anmodet om. Men ejeren er ikke klar til en fremtid uden biograf i Fredericia.

Af Christoffer Fodgaard Hansen og Silja Ljungstrøm

Fredericias biograf Panorama er lukningstruet. Det slog Lars Broen, ejer af Panorama, fast i et interview med Fredericia Dagblad tilbage i juli-måned, efter biografen præsenterede sit største underskud nogensinde på 630.000 kroner i 2023. Nu har biografen taget endnu et hak i tuden, da de har fået afvist deres anmodning om et kommunalt tilskud på to millioner kroner. Et tilskud, som havde været på tegnebrættet, men som er valgt fra i det budgetforlig, som er indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og løsgænger Karsten Byrgesen.

Svært at sælge ideen om luksus i et budget med besparelser 

Formanden for Kultur-og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), fremhæver i sin begrundelse for fravalget af tilskud til biografen, at det ikke er nemt at finde plads til ‘luksussæder’, når der samtidig laves besparelser på andre områder. Det fremgår også af de høringssvar, som Kommunalbestyrelsen har modtaget fra lokalbefolkningen efter det første udkast til budgetforliget, hvor et tilskud til biografen fremgik som en mulighed. Her bliver der af flere borgere skrevet: 

“Vi skal ikke trække borgere til byen med en god biograf i stedet for en god skole. 2 mio. rækker ikke langt på skoleområdet, men det kan dække de næste 4 års foreslåede besparelse på rengøring i klasselokalerne.” 

Det er en pointe, som Lars Broen godt forstår, men han ærgrer sig over, at det er endt i en diskussion om, hvorvidt biografen skal have penge til ‘luksus’ fremfor rengøring på skolerne: 

“Vi har måske lavet en fejl i vores måde at præsentere anmodningen. Det handler ikke om noget ekstravagant eller ekstra luksuriøst. Det handler om at lave en nødvendig modernisering, som er essentiel for biografens fremtid.” 

Fredericia prioriterer anderledes

Da Lars Broen indgav sin anmodning om kommunal støtte, var det med håb om, at der var mulighed for en dialog med kommunalbestyrelsen:

“Vi havde en forhåbning om, at vi kunne søge et tilskud ved kommunen og få dem med på vognen i forhold til modernisering af biografen. Mange af vores kollegaer har fået tilskud af deres kommuner til at fortsætte driften, så der er en del andre kommuner, som tænker anderledes, end Fredericia gør.” 

Som Broen nævner, har flere kommuner i kølvandet på coronakrisen givet en håndsrækning til pressede biografer. Det er blandt andet sket i Kolding, Tønder og Skagen.  

Peder Tind, formand for Kultur- og idrætsudvalget, holder dog fast i, at Fredericia Kommune ikke har mulighed for at give et tilskud: 

“Biografen er aldrig blevet lovet to millioner, så det er ikke penge, som vi har taget fra dem. Vi har ikke fundet plads i budgettet i vores forlig, og vi har derfor prioriteret andre områder.”

Video af Silja Ljungstrøm og Christoffer Fodgaard Hansen

”Folk vil stadig gerne komme i biografen. Det kræver bare, at vi er i stand til at levere noget ekstra”

Lars Broen er slet ikke i tvivl om, at en fortsat modernisering af biografen, og i dette konkrete tilfælde nye luksuriøse biografsæder, er afgørende for, at Panorama kan følge med udviklingen:

“Jeg følger med i branchen, og jeg kan se, at når man investerer i luksusstole og skaber en klarere differentiering, mellem det man kan få i biografen, og det man kan få derhjemme, så skaber det flere besøgende.” 

Tiden er altså ikke ved at løbe fra biograferne: 

“Folk vil stadig gerne komme i biografen, mærke stemningen og se film på det store lærred med den bedste lyd. Det kræver bare, at vi er i stand til at levere noget ekstra.” 

Det ekstra, som Panorama mangler, er nye stole. Og netop de nye stole er et spørgsmål om udvikling eller afvikling:  

“Dem der ikke er med på vognen med nye luksusstole de næste to, tre, fire år, de får det svært, og det gør vi også, hvis vi ikke får de investeringer. 

Hvis nogen skulle komme og påstå, at det er på grund af dårlig virksomhedsdrift, at biografen er endt i økonomiske vanskeligheder, så har biografejeren et klart svar: 

“Det er noget vrøvl. Vi har drevet biograf siden 1995, og vi ved, hvad vi laver. Vi er som resten af branchen blevet ramt af flere udefrakommende faktorer, som er skyld i den situation, som vi nu står i.” 

Lars Broen peger på, at antallet af solgte billetter i 2023 var tre millioner lavere end i 2019. En udtalelse som bakkes op af Danmarks Statistik.

“Det kan være, at det bliver film, som bliver vores redning” 

Panorama forsøger at bevare håbet, og de har gjort flere ting i et forsøg på at vende skuden igen: 

“Vi har blandt andet gjort meget ved vores foyer, og vi har optimeret vores hjemmeside. Vi prøver hele tiden at være i øjenhøjde med den by, vi er i.”   

Skulle biografen ikke lykkes med at få et tilskud på to millioner, er Lars Broen heller ikke klar til at smide håndklædet i ringen:  

“Hvis vi ikke kan få tilskuddet, så håber vi, at vi kan fortsætte alligevel, men det bliver under svære betingelser. Men vi kan se, at der ligger rigtig mange gode film i den nærmeste fremtid, så det kan være, at det bliver film, som bliver vores redning.” 

Page 5 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén