Fredericia Vold er Danmarks største fæstningsværk, og er nu igen i spil til at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Voldens unikke historie og betydning for Danmark har været et centralt element i planerne om at få den optaget.

Efter en afvisning for seks år siden, håber byen nu igen på at få Volden på UNESCOs verdensarvsliste. (Foto: Mathias P Thorsen)

Af Mathias P Thorsen

Efter seks års ventetid er Fredericia klar til at genoptage kampen for at få byens historiske vold optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Fæstningsværket, der engang sikrede Danmarks overlevelse, er i dag et stolt symbol på byens identitet. Med fornyet vilje og investeringer håber Fredericia denne gang at overbevise verden om voldenes historiske og kulturelle betydning.

Fredericia Vold har defineret Danmarkshistorien

Ifølge direktøren på Fredericia Museum, Karsten Sørensen, er det et helt naturligt skridt at genoptage forsøget på at få volden på verdensarvslisten.

“Det er svært at overvurdere, hvor vigtig Volden er for Fredericia. Uden Volden ville Fredericia ikke have været en by og Danmarks skæbne havde set helt anderledes ud. Vi ser hvert år, hvordan voldene bliver brugt af både lokale og turister til kulturelle og historiske aktiviteter. At få byens stolthed på UNESCOs liste er selvfølgelig noget, vi arbejder hårdt for.”

Først blev Volden bygget, senere kom byen. ”Ingeniørkunst af højeste klasse,” udtaler Karsten Sørensen. (Billede: Fredericia Museumsarkiv)

I 1849 var Fredericia Vold det sidste forsvar, da tyskerne næsten havde overtaget Danmark. Byen stod som Danmarks sidste bastion, og volden blev afgørende i slaget, der reddede landet.

“De tyske oprørere var på vej gennem Jylland og var tæt på at indtage hele landet,” fortæller Karsten Sørensen. “Kun Fredericia holdt stand. Natten til den 6. juli kom grundtanken bag Volden i live på smukkeste vis, og byen reddede Danmark.”

Den danske sejr førte til store politiske ændringer, og den dag i dag står forsvaret af byen som en milepæl i Danmarks historie.

Fakta om Fredericia Vold
  • Opført i år 1650. Efter de omfattende ødelæggelser fra 30-årskrigen og Svenskekrigene, grundlagde Kong Frederik III en fæstning og tilhørende by, der ville gøre det sværere for fremmede hære at trænge ind i Jylland.
  • Volden består af 1.000.000 m3 jord. Primært fanger og soldater blev brugt til arbejdet.
  • I 1849 holdt Fredericia stand mod de invaderende tyske tropper. Byen blev brugt som landingssted for de danske tropper, der natten til d. 6. juli angreb og besejrede den fjendtlige hær.
  • Volden mistede årene efter sin militære betydning og blev nedlagt i 1909.

Den sejr betyder stadig meget for fredericianerne i dag. Hvert år i mere end 150 år har tusindvis af borgere fejret begivenheden med en stor byfest, der forbinder alle generationerne. “Det er en fest, som er tæt knyttet til byens historie. Alle, fra de yngste til de ældste, deltager. Vi husker ikke kun historien, vi fejrer den,” forklarer Sørensen.

Bedre forberedt denne gang

Ved sidste forsøg på at få Fredericia Vold optaget på UNESCOs liste, blev det afvist på grund af manglende vedligeholdelse og utilstrækkelig tilpasning af de omkringliggende omgivelser. Men denne gang er Fredericia klar til at leve op til de nødvendige krav.

”Vi er bedre forberedt og har sat os for at imødekomme alle de nødvendige krav,” forklarer Bente Andersen fra Socialdemokratiet. “Vi har investeret i vedligeholdelsen af voldene og sikret, at vi har ressourcerne og den politiske vilje, der er nødvendig for at beskytte dette historiske monument. Vi står stærkere nu end i 2018.”

Med en fornyet plan og stærkere forberedelser håber byen på at få anerkendelse for voldenes betydning, ikke kun for Fredericia, men som en uvurderlig del af Danmarks kulturarv.