Nye tal viser, hvor meget danskerne i gennemsnit tjente i 2023. I Fredericia Kommune er lønnen steget med syv procent sammenlignet med 2021, men det betyder ikke, at folk har flere penge mellem hænderne.
Selvom lønnen stiger oplever flere og flere danskerne at have svært ved at få pengene til at række. Foto: Christoffer Fodgaard Hansen
Af Christoffer Fodgaard Hansen
Har du svært ved at få pengene til at slå til, når måneden nærmer sig sin afslutning, så er du langtfra alene. Selvom den gennemsnitlige fredericianer over de sidste tre år er steget syv procent i løn, så viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at andelen af danskere, som har svært ved at få lønnen til at række, er gået fra 8 til 13 procent over de sidste tre år.
1000 kroner mindre om måneden
Gennemsnitslønnen for en borger i Fredericia Kommune lå i 2021 på 43.014 kroner. Selvom lønnen er steget til 46.121 kroner over de to efterfølgende år, så er der ikke mere at lægge til side, når udgifterne gøres op. Tværtimod. Det skyldes formentlig, at inflationen i samme periode er steget 11 procent. Modregnes lønstigningen med inflationen, så betyder det en aktuel løn på 41.120 kroner i 2021-kroner. Med andre ord så sidder den gennemsnitlige borger tilbage med omtrent 1000 kroner mindre om måneden efter skat, når regnestykket gøres op.
Tre råd fra en finanskonsulent
Thomas Holm Hansen er Senior Finanskonsulent og ejer af Erritsø Finans i Fredericia. Han beskæftiger sig til dagligt med at hjælpe både private og virksomheder, når økonomien er udfordret. Det helt centrale element i den rådgivning, de giver, er at skabe overblik:
”Vi har det største arbejde i at hjælpe med at få overblik. Det gør vi ved at opstille økonomien for den enkelte, så de konkret kan se, hvad de har af indtægt, udgifter og rådighedsbeløb,” siger han.
Thomas Holm Hansen giver desuden tre gode råd, hvis du er økonomisk presset:
1. Lad være med at bruge penge, før du har tjent dem: Drop kviklån, de bider sig selv i halen. 2. Tag fat i din kreditor: Skylder du penge, du ikke kan betale, så kan du oftest få lavet en aftale om en realistisk tilbagebetalingsplan. 3. Skab overblik: Læg et holdbart budget et år frem og få syn for sagen. Juster undervejs hvis nødvendigt.
I Fredericia kommune har man det sidste år taget et kvantespring, når man ser på andelen af elbiler blandt de nyregistrerede erhvervsejede personbiler. I 2024 er det således hver anden nye personbil, som kører på el. Et tal som ligger langt over landsgennemsnittet.
Ifølge Byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Ø), er det blandt andet på grund af flere ladestandere, at erhvervslivet i Fredericia skifter til elbiler. Foto: Christoffer Fodgaard Hansen
Af Christoffer Fodgaard Hansen
Erhvervslivet i Fredericia køber elbiler som aldrig før. Det ses på tallene for salget af elbiler i de første otte måneder af 2024, hvor 50 procent af de nyregistrerede personbiler i erhvervslivet var eldrevne. I samme periode i 2023 var det kun 20 procent.
Fredericia er kommet med på den grønne bølge
Tallene peger på, at Fredericia er gået fra at halte efter, som Fredericia Dagblad skrev en artikel om i oktober 2023, til at gå forrest i omstillingen til eldrevne personbiler. Det er ikke nogen overraskende udvikling for Cecilie Roed Schultz. Hun er byrådsmedlem for Enhedslisten og er med i Økonomi og Erhvervsudvalget samt Klima-, Energi- og Miljøudvalget. Cecilie Schultz peger specifikt på kommunens plan om at sætte flere ladestandere op, som skal give lademulighed for 184 biler. Den plan blev præsenteret i starten af marts i en pressemeddelelse fra kommunen. Hun mener, at det kan have været afgørende for udviklingen.
Derudover køber kommunen selv primært elbiler, når bilparken skal fornyes:
”Vi har selv en strategi om at købe elbiler. Det er ikke så firkantet, at alle kommunens nye biler skal være elbiler, men vi gør det, hvor det er muligt og giver økonomisk mening. Men personligt har jeg ikke set, at der er blevet handlet andet end elbiler, når det handler om personbiler,” siger byrådsmedlemmet.
Fredericia Kommunes kommunikationsafdeling skriver i en mail til Fredericia Tæt På, at de endnu ikke har tal for udviklingen i 2023 og 2024, men de oplyser, at kommunen pr. dags dato ejer 40 elbiler.
Andelen af nyregistrerede personbiler i erhvervslivet, som er eldrevne
2023
2024
Procentvis stigning
I Fredericia
20%
50%
250%
I Danmark
21%
28%
33%
Kilde: Danmarks Statistik
“Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er kommunens skyld”
Udviklingen i andelen af nye elbiler i erhvervslivet går altså i den grønne retning i Fredericia Kommune. Her ligger de 22 procentpoint over landsgennemsnittet. Udover den forbedrede ladeinfrastruktur ser Cecilie Roed Schultz (Ø) også geografiske grunde til, at det går så godt i lige netop Fredericia:
“Vi ligger godt placeret i landet. Næsten uanset hvor du skal hen, kan du køre derhen og tilbage igen på en opladning.”
Og så letter hun på hatten for de erhvervsdrivende:
“Udviklingen er ikke nødvendigvis kommunens skyld. Jeg tror, at det betyder noget, at mange af vores virksomheder er energivirksomheder, så det er nogen, som har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.”
“Det er en kørende reklamesøjle”
Netop den pointe er en, som Claus Aaby godt kan genkende. Han er salgschef og ansvarlig for erhvervsbiler ved Volkswagen Fredericia. Han genkender den stigende interesse i elbiler fra erhvervslivet, og han anslår, at det også er omtrent halvdelen af de personbiler, som forretningen sælger, der er eldrevne. Når han er i dialog med sine kunder om at skifte til el, er det tit de samme bevæggrunde, som går igen:
”De er klar over, at det er fremtiden. Det handler om den grønne omstilling, og så er det en del af virksomhedernes image og profilering. Det er en kørende reklamesøjle, og de viser deres kunder, at de er på den grønne side.”
Tallene der fremgår i denne artikel er fra Danmarks Statistik.
Lars Broen drømmer om nye luksussæder til sin biografsal, men han mangler pengene til dem. Foto af Silja Ljungstrøm
De seneste år har været hårde ved biografen Panorama. Et millionoverskud er på en håndfuld år blevet forvandlet til et underskud på over 600.000. Seneste sten i skoen er en afvisning på et kommunalt tilskud på to millioner, som biografen havde anmodet om. Men ejeren er ikke klar til en fremtid uden biograf i Fredericia.
Af Christoffer Fodgaard Hansen og Silja Ljungstrøm
Fredericias biograf Panorama er lukningstruet. Det slog Lars Broen, ejer af Panorama, fast i et interview med Fredericia Dagblad tilbage i juli-måned, efter biografen præsenterede sit største underskud nogensinde på 630.000 kroner i 2023. Nu har biografen taget endnu et hak i tuden, da de har fået afvist deres anmodning om et kommunalt tilskud på to millioner kroner. Et tilskud, som havde været på tegnebrættet, men som er valgt fra i det budgetforlig, som er indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og løsgænger Karsten Byrgesen.
Svært at sælge ideen om luksus i et budget med besparelser
Formanden for Kultur-og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), fremhæver i sin begrundelse for fravalget af tilskud til biografen, at det ikke er nemt at finde plads til ‘luksussæder’, når der samtidig laves besparelser på andre områder. Det fremgår også af de høringssvar, som Kommunalbestyrelsen har modtaget fra lokalbefolkningen efter det første udkast til budgetforliget, hvor et tilskud til biografen fremgik som en mulighed. Her bliver der af flere borgere skrevet:
“Vi skal ikke trække borgere til byen med en god biograf i stedet for en god skole. 2 mio. rækker ikke langt på skoleområdet, men det kan dække de næste 4 års foreslåede besparelse på rengøring i klasselokalerne.”
Det er en pointe, som Lars Broen godt forstår, men han ærgrer sig over, at det er endt i en diskussion om, hvorvidt biografen skal have penge til ‘luksus’ fremfor rengøring på skolerne:
“Vi har måske lavet en fejl i vores måde at præsentere anmodningen. Det handler ikke om noget ekstravagant eller ekstra luksuriøst. Det handler om at lave en nødvendig modernisering, som er essentiel for biografens fremtid.”
Fredericia prioriterer anderledes
Da Lars Broen indgav sin anmodning om kommunal støtte, var det med håb om, at der var mulighed for en dialog med kommunalbestyrelsen:
“Vi havde en forhåbning om, at vi kunne søge et tilskud ved kommunen og få dem med på vognen i forhold til modernisering af biografen. Mange af vores kollegaer har fået tilskud af deres kommuner til at fortsætte driften, så der er en del andre kommuner, som tænker anderledes, end Fredericia gør.”
Som Broen nævner, har flere kommuner i kølvandet på coronakrisen givet en håndsrækning til pressede biografer. Det er blandt andet sket i Kolding, Tønder og Skagen.
Peder Tind, formand for Kultur- og idrætsudvalget, holder dog fast i, at Fredericia Kommune ikke har mulighed for at give et tilskud:
“Biografen er aldrig blevet lovet to millioner, så det er ikke penge, som vi har taget fra dem. Vi har ikke fundet plads i budgettet i vores forlig, og vi har derfor prioriteret andre områder.”
Video af Silja Ljungstrøm og Christoffer Fodgaard Hansen
”Folk vil stadig gerne komme i biografen. Det kræver bare, at vi er i stand til at levere noget ekstra”
Lars Broen er slet ikke i tvivl om, at en fortsat modernisering af biografen, og i dette konkrete tilfælde nye luksuriøse biografsæder, er afgørende for, at Panorama kan følge med udviklingen:
“Jeg følger med i branchen, og jeg kan se, at når man investerer i luksusstole og skaber en klarere differentiering, mellem det man kan få i biografen, og det man kan få derhjemme, så skaber det flere besøgende.”
Tiden er altså ikke ved at løbe fra biograferne:
“Folk vil stadig gerne komme i biografen, mærke stemningen og se film på det store lærred med den bedste lyd. Det kræver bare, at vi er i stand til at levere noget ekstra.”
Det ekstra, som Panorama mangler, er nye stole. Og netop de nye stole er et spørgsmål om udvikling eller afvikling:
“Dem der ikke er med på vognen med nye luksusstole de næste to, tre, fire år, de får det svært, og det gør vi også, hvis vi ikke får de investeringer.
Hvis nogen skulle komme og påstå, at det er på grund af dårlig virksomhedsdrift, at biografen er endt i økonomiske vanskeligheder, så har biografejeren et klart svar:
“Det er noget vrøvl. Vi har drevet biograf siden 1995, og vi ved, hvad vi laver. Vi er som resten af branchen blevet ramt af flere udefrakommende faktorer, som er skyld i den situation, som vi nu står i.”
Lars Broen peger på, at antallet af solgte billetter i 2023 var tre millioner lavere end i 2019. En udtalelse som bakkes op af Danmarks Statistik.
“Det kan være, at det bliver film, som bliver vores redning”
Panorama forsøger at bevare håbet, og de har gjort flere ting i et forsøg på at vende skuden igen:
“Vi har blandt andet gjort meget ved vores foyer, og vi har optimeret vores hjemmeside. Vi prøver hele tiden at være i øjenhøjde med den by, vi er i.”
Skulle biografen ikke lykkes med at få et tilskud på to millioner, er Lars Broen heller ikke klar til at smide håndklædet i ringen:
“Hvis vi ikke kan få tilskuddet, så håber vi, at vi kan fortsætte alligevel, men det bliver under svære betingelser. Men vi kan se, at der ligger rigtig mange gode film i den nærmeste fremtid, så det kan være, at det bliver film, som bliver vores redning.”