Author: 56484

En fornyet fællesskabsoplevelse

Motion på arbejdspladsen skaber både øget trivsel og et stærkere fællesskab med sine kollegaer. I Fredericia Kommune afholder man arbejdspladsernes motionsuge, og det er mere end bare sport.

Badminton er en af aktiviteterne, der tilbydes i uge 41. AI-illustration: Sebastian Høeg.

Af Freja Knigge Køppen

Uge 41 er arbejdspladsens motionsuge, og Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund vil i samarbejde med Dansk Firmaidræt og Idræt i Dagtimerne skabe fokus på kollegamotion med sportsgrene som badminton, skydning og linedance. Sport mellem kollegaer øger nemlig både trivsel på arbejdspladsen og skaber fællesskab.

Mere trivsel og fællesskab
Tal fra Dansk Firmaidræt viser, at 55 % af medarbejdere får forøget arbejdsglæde af at dyrke sport med deres kollegaer. Derfor skal der ifølge koordinator for kollegamotion og kontaktperson for Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund, Dorthe Toft Skov, være fokus på at styrke motion og fællesskab på arbejdspladsen.

“For mange giver det en mulighed for at være sammen med nogle kollegaer, man ikke ser i hverdagen, især hvis man er i en stor virksomhed. Når folk har fri, går de som regel i hver sin retning,” siger hun.

Den lokale forening kan en masse
Ib Østergaard er næstformand i foreningen Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund, som stiller flere muligheder til rådighed i forbindelse med arbejdspladsernes motionsuge. Motion mellem kollegaer skal ses som et sjovt afbræk i hverdagen og give en fornyet fællesskabsoplevelse med sine kollegaer, siger han.

Og selvom der ifølge Ib Østergaard ikke nødvendigvis er mange virksomheder, som benytter sig af de åbne tilbud i uge 41, er han glad for, at foreningen kan hjælpe generelt.

“Som lokalforening er vi her for at sige: ‘Vi er her, og vi kan en masse i samarbejde med vores forbund og vores lokale samarbejdspartner Idræt i Dagtimerne.'”

Motion direkte til arbejdspladsen
Hvis virksomheden henvender sig til foreningen med ønsker om at implementere medarbejdermotion i virksomheden, er det Dorthe Toft Skov, de får fat i. Hun ser det som positivt, at virksomhederne bruger de muligheder, der er. Det viser, at man gerne vil gøre en forskel for sine medarbejdere, siger hun.

Foreningen har også et ønske om at lave et længerevarende forløb for virksomheder, og det er, hvad foreningen bruger arbejdspladsernes motionsuge til.

“Sørg nu for at give jeres medarbejdere noget motion og bevægelse i arbejdstiden,” siger næstformand i foreningen, Ib Østergaard.


Fredericia bibliotek har fokus på ordblindhed – også efter uge 40

I uge 40 er der landsdækkende Ordblindeuge. Fredericia bibliotek inviterede derfor mandag aften til et foredrag med fokus på ordblindhedens muligheder og succesoplevelser. Men foredraget er ikke det eneste, biblioteket kan tilbyde.

Ifølge Mie Askjær Midtgaard er samarbejde og kampgejst vejen til de små succesoplevelser. Foto: Freja Knigge Køppen

Af Freja Knigge Køppen

I forbindelse med Ordblindeugen inviterede Fredericia Bibliotek mandag aften til foredraget ”Ordblind – fra begrænsning til mulighed” i samarbejde med Middelfart bibliotek. Et foredrag med fokus på ordblindhedens styrker og muligheder frem for svagheder og skam.

Under foredraget fik deltagerne både vist og forklaret forskellige IT-værktøjer, men også et indblik i, hvordan man skaber og opretholder et positivt mindset omkring ordblindhed.

Vi skal skabe ”hænder over hovedet-oplevelser”

For foredragsholder Mie Askjær Midtgaard er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at sætte fokus på ordblindhedens muligheder frem for begrænsninger.

I sit arbejde som lærer og læsevejleder har hun erfaret, at et positivt mindset og de rigtige værktøjer er vejen til succes hos ordblinde børn og unge. Hun mener, at det er vigtigt at skabe ”hænder over hovedet-oplevelser”, og det håber hun, at foredraget kan være med til at skabe, både hos forældre og børn:

Jeg håber, de kan få placeret ordblindebrikken et godt og trygt sted. At de kan forstå ordblindheden, acceptere den og give den gas med alle de fantastiske redskaber, der er.”

Mere end støvede bøger på en reol

Det er vigtigt, at Fredericia Bibliotek kan være med til at sætte fokus på ordblindheden, mener bibliotekar og lærer Charlotte Nordlund Borring. Hun er medtorvholder på aftenens arrangement og lægger vægt på, at foredraget ikke er det eneste tilbud for ordblinde og personer med læsevanskeligheder:

Der skal meget mere fokus på ordblindhed. Hvilke hjælpemidler der findes, og samtidig komme i kontakt med litteraturen. Mulighederne er mange, og det tror jeg, man overser. Vi bliver lidt symboliseret med støvede bøger på en reol, og vi er jo så meget mere end det.”

Hun mener, at selvom foredraget er afholdt i forbindelse med den internationale Ordblindeuge, er det vigtigt med fokus på ordblindhed hele året.

Biblioteket tilbyder derfor både bogsamlinger med lavere lixtal, materialer målrettet læseudfordrede og forløbet ”Læs en roman på en time” for at kickstarte læselysten.

Nye ideer på bordet

Charlotte Nordlund Borring går også med overvejelser om, at Fredericia Bibliotek kan facilitere et forældrenetværk, hvor forældre til ordblinde børn kan mødes. Det kræver dog både, at der er forældreinteresse, og at biblioteket har midler til at stable netværket på benene.

Vigtigst af alt håber hun, at deltagerne i bibliotekets arrangement kan bruge foredraget fremadrettet:

Jeg håber først og fremmest, at der er nogle børn, der går ud i verden med kæmpe jahat og mod på at sige ‘Jeg er ordblind’. Jeg håber, de har lyst til at kæmpe, men jeg håber lige så meget, at deres forældre vil kæmpe sammen med dem og være med på sidelinjen.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén