Category: Erhverv (Page 1 of 2)

En fornyet fællesskabsoplevelse

Motion på arbejdspladsen skaber både øget trivsel og et stærkere fællesskab med sine kollegaer. I Fredericia Kommune afholder man arbejdspladsernes motionsuge, og det er mere end bare sport.

Badminton er en af aktiviteterne, der tilbydes i uge 41. AI-illustration: Sebastian Høeg.

Af Freja Knigge Køppen

Uge 41 er arbejdspladsens motionsuge, og Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund vil i samarbejde med Dansk Firmaidræt og Idræt i Dagtimerne skabe fokus på kollegamotion med sportsgrene som badminton, skydning og linedance. Sport mellem kollegaer øger nemlig både trivsel på arbejdspladsen og skaber fællesskab.

Mere trivsel og fællesskab
Tal fra Dansk Firmaidræt viser, at 55 % af medarbejdere får forøget arbejdsglæde af at dyrke sport med deres kollegaer. Derfor skal der ifølge koordinator for kollegamotion og kontaktperson for Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund, Dorthe Toft Skov, være fokus på at styrke motion og fællesskab på arbejdspladsen.

“For mange giver det en mulighed for at være sammen med nogle kollegaer, man ikke ser i hverdagen, især hvis man er i en stor virksomhed. Når folk har fri, går de som regel i hver sin retning,” siger hun.

Den lokale forening kan en masse
Ib Østergaard er næstformand i foreningen Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund, som stiller flere muligheder til rådighed i forbindelse med arbejdspladsernes motionsuge. Motion mellem kollegaer skal ses som et sjovt afbræk i hverdagen og give en fornyet fællesskabsoplevelse med sine kollegaer, siger han.

Og selvom der ifølge Ib Østergaard ikke nødvendigvis er mange virksomheder, som benytter sig af de åbne tilbud i uge 41, er han glad for, at foreningen kan hjælpe generelt.

“Som lokalforening er vi her for at sige: ‘Vi er her, og vi kan en masse i samarbejde med vores forbund og vores lokale samarbejdspartner Idræt i Dagtimerne.'”

Motion direkte til arbejdspladsen
Hvis virksomheden henvender sig til foreningen med ønsker om at implementere medarbejdermotion i virksomheden, er det Dorthe Toft Skov, de får fat i. Hun ser det som positivt, at virksomhederne bruger de muligheder, der er. Det viser, at man gerne vil gøre en forskel for sine medarbejdere, siger hun.

Foreningen har også et ønske om at lave et længerevarende forløb for virksomheder, og det er, hvad foreningen bruger arbejdspladsernes motionsuge til.

“Sørg nu for at give jeres medarbejdere noget motion og bevægelse i arbejdstiden,” siger næstformand i foreningen, Ib Østergaard.


Den gode nyhed er, at du får mere i løn. Den dårlige er, at du formentlig ikke kan mærke det – heldigvis er der hjælp at hente

Nye tal viser, hvor meget danskerne i gennemsnit tjente i 2023. I Fredericia Kommune er lønnen steget med syv procent sammenlignet med 2021, men det betyder ikke, at folk har flere penge mellem hænderne.

Selvom lønnen stiger oplever flere og flere danskerne at have svært ved at få pengene til at række. Foto: Christoffer Fodgaard Hansen

Af Christoffer Fodgaard Hansen

Har du svært ved at få pengene til at slå til, når måneden nærmer sig sin afslutning, så er du langtfra alene. Selvom den gennemsnitlige fredericianer over de sidste tre år er steget syv procent i løn, så viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at andelen af danskere, som har svært ved at få lønnen til at række, er gået fra 8 til 13 procent over de sidste tre år.

1000 kroner mindre om måneden

Gennemsnitslønnen for en borger i Fredericia Kommune lå i 2021 på 43.014 kroner. Selvom lønnen er steget til 46.121 kroner over de to efterfølgende år, så er der ikke mere at lægge til side, når udgifterne gøres op. Tværtimod. Det skyldes formentlig, at inflationen i samme periode er steget 11 procent. Modregnes lønstigningen med inflationen, så betyder det en aktuel løn på 41.120 kroner i 2021-kroner. Med andre ord så sidder den gennemsnitlige borger tilbage med omtrent 1000 kroner mindre om måneden efter skat, når regnestykket gøres op.  

Tre råd fra en finanskonsulent

Thomas Holm Hansen er Senior Finanskonsulent og ejer af Erritsø Finans i Fredericia. Han beskæftiger sig til dagligt med at hjælpe både private og virksomheder, når økonomien er udfordret. Det helt centrale element i den rådgivning, de giver, er at skabe overblik:

”Vi har det største arbejde i at hjælpe med at få overblik. Det gør vi ved at opstille økonomien for den enkelte, så de konkret kan se, hvad de har af indtægt, udgifter og rådighedsbeløb,” siger han.

Thomas Holm Hansen giver desuden tre gode råd, hvis du er økonomisk presset:

1. Lad være med at bruge penge, før du har tjent dem: Drop kviklån, de bider sig selv i halen.
2. Tag fat i din kreditor: Skylder du penge, du ikke kan betale, så kan du oftest få lavet en aftale om en realistisk tilbagebetalingsplan.
3. Skab overblik: Læg et holdbart budget et år frem og få syn for sagen. Juster undervejs hvis nødvendigt.

Central del af gågaden bliver fremover med tilladt bilkørsel – men hvad har det af betydning?

Fremover skal Danmarksgade være en såkaldt sivegade, altså en gade, hvor bilkørsel er tilladt og hvor man må parkere. Det har Fredericia Byråds tekniske udvalg vedtaget for to uger siden. Udvalgets næstformand udtaler, at der var stor opbakning rundt om det politiske bord. Men hvad synes Danmarksgades forretninger egentligt om denne beslutning?

Af Ane Daugaard

Bilforhandler om massiv stigning i salg af nye elbiler til erhvervslivet: “De viser, at de er på den grønne side”

I Fredericia kommune har man det sidste år taget et kvantespring, når man ser på andelen af elbiler blandt de nyregistrerede erhvervsejede personbiler. I 2024 er det således hver anden nye personbil, som kører på el. Et tal som ligger langt over landsgennemsnittet.

Ifølge Byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Ø), er det blandt andet på grund af flere ladestandere, at erhvervslivet i Fredericia skifter til elbiler. Foto: Christoffer Fodgaard Hansen

Af Christoffer Fodgaard Hansen

Erhvervslivet i Fredericia køber elbiler som aldrig før. Det ses på tallene for salget af elbiler i de første otte måneder af 2024, hvor 50 procent af de nyregistrerede personbiler i erhvervslivet var eldrevne. I samme periode i 2023 var det kun 20 procent.

Fredericia er kommet med på den grønne bølge

Tallene peger på, at Fredericia er gået fra at halte efter, som Fredericia Dagblad skrev en artikel om i oktober 2023, til at gå forrest i omstillingen til eldrevne personbiler. Det er ikke nogen overraskende udvikling for Cecilie Roed Schultz. Hun er byrådsmedlem for Enhedslisten og er med i Økonomi og Erhvervsudvalget samt Klima-, Energi- og Miljøudvalget. Cecilie Schultz peger specifikt på kommunens plan om at sætte flere ladestandere op, som skal give lademulighed for 184 biler. Den plan blev præsenteret i starten af marts i en pressemeddelelse fra kommunen. Hun mener, at det kan have været afgørende for udviklingen.

Derudover køber kommunen selv primært elbiler, når bilparken skal fornyes:

”Vi har selv en strategi om at købe elbiler. Det er ikke så firkantet, at alle kommunens nye biler skal være elbiler, men vi gør det, hvor det er muligt og giver økonomisk mening. Men personligt har jeg ikke set, at der er blevet handlet andet end elbiler, når det handler om personbiler,” siger byrådsmedlemmet.

Fredericia Kommunes kommunikationsafdeling skriver i en mail til Fredericia Tæt På, at de endnu ikke har tal for udviklingen i 2023 og 2024, men de oplyser, at kommunen pr. dags dato ejer 40 elbiler.

Andelen af nyregistrerede personbiler
i erhvervslivet, som er eldrevne
20232024Procentvis stigning
I Fredericia20%50%250%
I Danmark21%28%33%
Kilde: Danmarks Statistik

“Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er kommunens skyld”

Udviklingen i andelen af nye elbiler i erhvervslivet går altså i den grønne retning i Fredericia Kommune. Her ligger de 22 procentpoint over landsgennemsnittet. Udover den forbedrede ladeinfrastruktur ser Cecilie Roed Schultz (Ø) også geografiske grunde til, at det går så godt i lige netop Fredericia:

“Vi ligger godt placeret i landet. Næsten uanset hvor du skal hen, kan du køre derhen og tilbage igen på en opladning.”

Og så letter hun på hatten for de erhvervsdrivende:

“Udviklingen er ikke nødvendigvis kommunens skyld. Jeg tror, at det betyder noget, at mange af vores virksomheder er energivirksomheder, så det er nogen, som har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.”

“Det er en kørende reklamesøjle”

Netop den pointe er en, som Claus Aaby godt kan genkende. Han er salgschef og ansvarlig for erhvervsbiler ved Volkswagen Fredericia. Han genkender den stigende interesse i elbiler fra erhvervslivet, og han anslår, at det også er omtrent halvdelen af de personbiler, som forretningen sælger, der er eldrevne. Når han er i dialog med sine kunder om at skifte til el, er det tit de samme bevæggrunde, som går igen:

”De er klar over, at det er fremtiden. Det handler om den grønne omstilling, og så er det en del af virksomhedernes image og profilering. Det er en kørende reklamesøjle, og de viser deres kunder, at de er på den grønne side.”

Tallene der fremgår i denne artikel er fra Danmarks Statistik.

Til Danmarks største lokale jobmesse mødes arbejdsgiver og ledig til en uformel snak

Fredericia idrætscenter husede tirsdag over 70 forskellige virksomheder og uddannelser til jobmessen ”Job over broen”. Både deltagere og arrangører fremhæver betydningen af det fysiske møde som et middel til succes for arrangementet.

Jobmessen foregår i hallerne i Fredericia idrætscenter | Foto: Lucia Pedersen-Campos

Af Lucia Pedersen-Campos & Rebekka Hollænder

”Jeg kan miste interessen for jobsøgningen ved at sidde foran computeren hjemme. Jeg synes, det er federe at komme herud og snakke med mennesker, og se hvad de har at tilbyde,” siger deltager i jobmessen Jeanette Christensen.

Hun er ved messen blevet forsikret om, at hendes tidligere erhvervserfaring stadig kan bruges i den videre jobsøgning og er blevet bekræftet i et ønske om at tage en kontoruddannelse:

”Jeg kan føle, at jeg er for gammel til at tage en ny uddannelse og ved at komme her, føler jeg, at der stadig er muligheder,” siger Jeanette Christensen.

Over 70 forskellige virksomheder og uddannelser, som inkluderer DAO, EUC og Burger King, var til stede til ”Job over broen”, som blev afholdt for tredje år i streg og denne gang som et samarbejde mellem Fredericia og Middelfart kommune.

At få sat et ansigt på

Deltager i jobmessen Vibeke Møller fremhæver det fysiske møde som en af de positive effekter ved at mødes arbejdsgiver og ledig til messen:

”Til jobmessen møder man nogen, der arbejder med det til dagligt, og kan fortælle hvad det egentlig er, de søger. Man får sat et ansigt på firmaet, og det er nemmere at forholde sig til fremfor en ansøgningsopskrift, der ligger på nettet,” siger hun.

Ligesom Vibeke Møller understreger afdelingsleder i Fredericia Jobcenter, Malena Thusanth, de positive effekter af at mødes på tværs:

”Det handler om at få skabt de gode dialoger, der fører til job eller beriger den ledige med ny motivation i deres jobsøgning. Det er en mere uformel snak, man kan få,” siger hun.

Hun fortæller desuden, at flere deltagere i jobmessen går hjem med konkrete jobaftaler, og at flere virksomheder efter en jobmesse har fået kandidater til ledige stillinger.

Udover at deltagerne til jobmessen fik mulighed for at gå rundt mellem virksomheder og få uformelle snakke med potentielle arbejdsgivere, afholdt jobmessen to oplæg i samarbejde med Jobindex og Candeno, hvor deltagerne bl.a. fik konkrete råd til, hvordan man skriver en god jobansøgning, fx ved brug af AI. De kommende dage skal der evalueres ved at tale med virksomhederne om, hvilke aftaler de har fået i hus.

Danmarks største jobmesse afholdt i Fredericia: Det gælder om at udvide sin horisont 

Over 70 virksomheder og uddannelsesinstitutioner slog sig i dag sammen i Fredericia idrætscenter for at blive klogere på hvilke jobmatches, der findes derude. Målet med dagens velbesøgte messe var at inspirere både de jobsøgende og virksomhederne til at finde hinanden. 

Af Rebekka Hollænder og Lucia Pedersen-Campos

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén