Category: Politik (Page 2 of 2)

Krydstogtskibe – en uddøende race: “Vi kan jo godt lide vores turister, men vi kan også godt lide miljøet” 

Onsdag lagde det norske skib MS Nordstjernen til i Fredericia Havn. Det er ét af i alt tre krydstogtanløb på bare en uge. Men du skal måske skynde dig, hvis du er krydstogtskibsentusiast. Ifølge formanden for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune er krydstogtturister i det fremtidige bybillede ikke en garanti. 

MS Nordstjernen kan allerede opleves igen mandag den 7. oktober. Find mere information på visitfredericia.dk. Foto: Sebastian Wiis

af Sebastian Wiis

Det vrimlede ikke med lokale tilskuere til MS Nordstjernens anløb onsdag morgen. Det burde der måske, fordi det kan blive et sjældent syn i fremtiden, hvis Fredericia Havn tvinges til at implementere landstrøm til krydstogtskibene. Ikke desto mindre blev både skib, besætning og gæster budt varmt velkommen af Fredericia Kanonlaug og musik ved Postorkestret på en ellers kold morgen med bølgeskvulp, der både kunne ses, høres og smages. 

Gæsterne elsker Fredericia, men er det nok? 

Lone Østergaard, der er turisme- og krydstogtkoordinator for Visit Fredericia, har oplevet stor begejstring fra de mange turister, der ankommer med skibene. Hendes primære opgave er at sikre, at gæsterne får en god oplevelse og bliver modtaget med åbne arme, hvilket mange af dem kvitterer for. 

“Jeg mærker, at krydstogtgæsterne kommer op og takker os for vores nærvær og samarbejde, fordi det nedprioriterer mange andre byer. Der kommer folk forbi Fredericia, især ombord på norske og tyske skibe, og de kommer med høj sandsynlighed tilbage på et eller andet tidspunkt, ” fortæller hun. 

Østergaard ser krydstogtturismen som en positiv markedsføring af Fredericia, der kan lokke flere og flere tilbage til byen. Og ifølge hende er den personlige og varme velkomst altafgørende. Formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Tommy Nielsen, sætter ligeledes stor pris på kommunens turister, men han har sine bange anelser når det kommer til klimabelastningen, hvad angår krydstogtskibene. 

“Sådan et krydstogtskib bruger bare sindssygt meget energi, og det er jo også derfor, at de har et relativt stort CO2-aftryk,” udtaler han. 

Fredericia står altså over for nogle svære valg, hvis byen vil bevare sin status som krydstogtsdestination. Og det er på trods af, at de mange krydstogtgæster bringer penge til byens forretninger og en vis stolthed til lokalbefolkningen.

“Det er klart, vi gør os lokale klimaorienterede overvejelser omkring Fredericia Havn som krydstogtsdestination, fordi vi kan godt lide vores turister, men vi kan også godt lide miljøet,” siger Nielsen.  

Kan landstrøm være løsningen i Fredericia?

For at reducere miljøbelastningen fra krydstogtskibene er en af de mest oplagte løsninger landstrøm, hvor skibene tilsluttes elnettet i stedet for at bruge deres motorer, mens de ligger i havn. Men ifølge Tommy Nielsen er det usandsynligt, at Fredericia vil investere i landstrøm til krydstogtskibe. 

“Det bliver få havne, der investerer i landstrøm til krydstogtskibe, og jeg tror, det er usandsynligt, at Fredericia bliver en af dem. Det er ganske enkelt for dyrt,” forklarer han og tilføjer, at der ikke kan laves en økonomisk bæredygtig business case ud af det. 

Selvom der er landstrøm ved Fredericias industrihavn, er forskellen på containerskibe og krydstogtskibe enorm. Containerskibe bruger væsentligt mindre strøm, da de ikke har flere tusinde gæster ombord, der skal serviceres, hvilket gør det meget dyrere at implementere landstrøm til krydstogtskibene. 

Hvad er landstrøm?
  • Krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen, kan tilkoble sig landstrømsanlæg og modtage grøn strøm fra f.eks. danske vindmøller i stedet for at lade dieselmotorerne køre.
  • Fire af de største krydstogtrederier i verden er blandt 19 rederier, der har skrevet under på hensigtserklæringen om brug af landstrøm i Østersøen hurtigst muligt og senest i 2024.
  • Landstrøm begrænser luftforureningen, og det er godt – både for borgerne i de byer hvor havnene ligger, og for de der arbejder på havnene. 

    kilde: maritimedanmark.dk

Balancen mellem turisme og miljø

Med udsigten til en fremtid, hvor krydstogtskibe i stigende grad kun vil anløbe havne, der kan tilbyde landstrøm, kan Fredericia risikere at miste en del af sin krydstogtturisme. Og dilemmaet for Fredericia bliver så: på den ene side er der glæden ved turisterne og den økonomiske gevinst, de bringer, og på den anden side er der de stigende krav om at reducere byens klimaaftryk. 

Byens fremtid som krydstogtdestination hænger i en balance mellem økonomi, miljø og politik. Mens krydstogtturisterne fortsætter med at strømme til Fredericia og nyde byens charme og historie, bliver det afgørende, om byen kan følge med de teknologiske og miljømæssige krav, som fremtiden bringer.

Projektorer og USB-stik skal hjælpe demensborgere på plejehjem

Plejehjemmet Stævnhøj i Fredericia Kommune har fået bevilget midler til en digital løsning, der skal hjælpe beboere og plejehjemmets ansatte med et svært og komplekst sygdomsforløb. Afdelingsleder Louise Jeppesen er positivt afstemt, og det er med god grund, fortæller en forsker i demens.

Foto: Kasper Ganzhorn Petersen

Af Kasper Ganzhorn Petersen

Billeder og videoer kan danne grobund for relations dannelse mellem demensborgere og de ansatte på plejehjemmene. For borgere med demens kan det i nogle tilfælde være umuligt, at tænke tilbage på livets mange minder og oplevelser, men det skal plejehjemmet Stævnhøjs nye tiltag gerne hjælpe med at vække til livs igen, fortæller afdelingsleder Louise Jeppesen.  

Derfor har Stævnhøj fået bevilget midler til en mobil lysprojektor, ved navn Qwiek Up, der kan vise billeder, videoer og afspille lyd og musik. Ét simpelt billede kan nemlig kaste en beboer tilbage til tiden som barn på forældrenes gård, fortæller Louise Jeppesen.

”Et godt eksempel kan være, at vi havde et arrangement med nogle kæpheste vi havde lejet. Så har vi en beboer der siger, at de opdrættede heste på den gård, hvor han voksede op. Det anede vi overhovedet ikke, men der er jo noget i ham, som bliver vækket da han ser den hest, og det er jo noget af det samme vi gerne vil ramme her”.

Tillid og tryghed

Et indblik i beboernes livshistorie kan være en åbning til at danne en mere tryg tillidsfuld relation. Og det er en forudsætning for, at de ansatte på Stævnhøj kan lykkes med deres arbejde, fortæller Louise Jeppesen.

“Det er alfa og omega, at der er en relation mellem plejer og beboer. For at vi kan lykkes med tingene, så skal der simpelthen være en relation i mellem. Kan vi gøre vores beboere trygge, og kan de have tillid til os fordi de ved vi kender dem, så kan vi også nemmere nå i mål med de ting vi gerne vil”.

Og noget af det som Stævnhøj gerne vil i mål med, er at reducere udadreagerende adfærd blandt plejehjemmets demensramte beboere og dermed også reducere behovet for magtanvendelse. For det er en nødvendighed, fortæller Louise Jeppesen. Men det gør det ikke mindre ubehageligt.

”Du kan ikke rykke på noget hvis du ikke har deres tillid. Tit når vi ser, at de er udadreagerende, så er det fordi de ikke kan sige fra på andre måder, så det er lidt deres sidste udvej. Og det er jo ikke os som personale de slår ud på, men mere rettet mod selve situationen som de befinder sig i. Men kan vi skabe tryghed for dem, så tror jeg på at vi kan mindske den udadreagerende adfærd”, fortæller hun.  

Louise Jeppesen ved siden af Qwiek Up-projektoren

Foto: Kasper Ganzhorn Petersen

Faktaboks:

Demens er en samlet betegnelse for sygdomme, der påvirker hjernen og medfører hukommelsestab, vanskeligheder med at tænke, kommunikere og ændret adfærd. Alzheimers sygdom er den mest almindelige form for demens. Ifølge National Videnscenter for Demens lever 96.000 mennesker i Danmark med en demenssygdom. De typiske symptomer indebærer kort- og langtidshukommelsestab, forvirringer over dagligdags opgaver samt humørsvingninger. Sygdommen opstår når ens hjerneceller er enten blevet beskadiget eller bliver nedbrudt. Demens kan skyldes genetiske forhold og kommer primært pga. stigende alder.  

Tal fra National Videnscenter for Demens (Rigshospitalet)

”De pårørendes sygdom”

Projektet er i høj grad også sat i luften for at hjælpe de pårørende. At ens far pludselig ikke kan huske hans egen søn eller datter kan være hjerteskærende, og derfor ser plejehjemmet at de pårørende i nogen grad kan distancere sig selv fra deres demensramte familiemedlemmer. Stævnhøj skriver således i ansøgningsskemaet, som de indsendte til Social- og Boligstyrelsen:

”Mange pårørende oplever det vanskeligt at besøge deres kære med demens, fordi de ikke ved, hvad de skal tale om, eller hvad de kan lave sammen. Dette fordi beboeren ikke altid kan erindre, hvem den pårørende er og/eller fordi, beboeren ikke er tilstede rent kognitivt. Det skaber frustration og modløshed for den pårørende, hvilket ofte resulterer i, at de pårørende reducerer frekvensen af deres besøg hos vores beboere”.

Men det skal projektet forsøge at ændre på. Og her spiller de pårørende en afgørende rolle, da det er dem der skal sørge for billede og videomateriale. Og hvis de pårørende er villige til det, tror Louise Jeppesen, at kvaliteten i den sociale samvær vil tage et nøk op ad. For det kan være svært at have en samtale med en, der i perioder ikke aner hvad der foregår. Men gennem billeder og videoer kan der skabes samtaleemner som ellers kan være svære at komme på, når man har med en demensramte borger at gøre. Og den vej igennem øges kvaliteten af det sociale samvær, der finder sted mellem beboer og pårørende.  ”Det er det vi skal skabe rammerne for” fortæller Louise Jeppesen.

Billeder og lyd kan forbedre livskvalitet for demente

Ifølge forsker Anders Møller Jensen, der er ph.d. og forsker i omsorg for mennesker med demens på VIA University College, er der god grund til at tænke i disse baner for landets mange plejehjem.

”Det stimulerer mennesker til at huske deres tidligere historie. Gennem den stimulans kan de få mening ind i en hverdag, der kan være svær at få mening ind i, hvis man er kommet så langt i sit demensforløb. Der kan tiltag som dette, være med til at give en forbedret livskvalitet”.

Metoden som bl.a. benyttes i Stævnhøjs projekt kaldes reminiscensterapi. Her forsøger man gennem stimulering af sanser at fremkalde minder og erindringer med formålet om at styrke identiteten og livskvaliteten hos borgere med demens. Om det bringes på en projekter eller en tablet er sådan set underordnet, mener Anders Møller Jensen, men han peger dog på, at der væsentlige fordele og ulemper ved dem begge.

”En iPad er nem at sidde med privat, de kan fås relativt store og man kan sidde uforstyrret. Så snart vi kommer over i noget TV eller projektor så foregår det tit i fællesrum. Og fællesrum kan være godt for mange ting, der kan være flere mennesker om det, der så stimuleres, men der kan også være meget støj. Hvis der er meget larm og meget støj, så kan det være svært for en borger med demens, at forstå hvad det egentligt er det hele går ud på. Og så er der også det væsentlige, at hvor længere man kommer hen i ens demensforløb jo mere personlige skal billederne også være. I starten kan det sagtens have en positiv virkning med et billede man kender perifert, men hvor længere man kommer hen i forløbet så skal det være et billede fra f.eks. borgernes egen personlige barndomsgade eller barndomshjem”.  

Fredericia byråd ser positivt på afskaffelse af HF

Regeringen præsenterede tirsdag en ny treårig ungdomsuddannelse, der skal erstatte HF. Tiltaget har skabt begejstring blandt lokalpolitikerne i Fredericia, som ser frem til nye muligheder for byens unge

Der er på rådhuset enighed om, at den nye reform er et skridt i den rigtige retning. (Foto: Mathias P Thorsen)

Af Mathias P Thorsen

Børne- og uddannelsesminister Mathias Tesfaye annoncerede tirsdag morgen, at HF snart er fortid. Den toårige gymnasiale uddannelse erstattes af den nye ungdomsuddannelse EPX, som kommer til at have en blanding af både gymnasiale og erhvervsrettede fag. Med en massiv økonomisk satsning på landsplan med to milliarder kroner årligt, håber Fredericias kommunalpolitikere, at reformen vil styrke byens uddannelsesmiljø og tiltrække flere unge til erhvervsrettede uddannelser.

Uddannelsesløft kan være på vej

Socialdemokraten Anette Hyre-Jensen, der er med i unge- og uddannelsesudvalget i byrådet, støtter op om det nye tiltag. Det er ifølge hende et helt naturligt skridt fra regeringens side:

”Det ligger selvfølgelig stadig lidt ud i fremtiden, og det er svært at sige på nuværende tidspunkt, præcis hvad det kommer til at betyde for kommunen. Vi regner dog med, at det vil give et stort løft og vi glæder os meget til at se det udfolde sig.”

Hyre-Jensen er begejstret over udsigten til at få flere unge i uddannelse, hvilket de seneste år har være et problem i Fredericia. Ifølge tal fra Børne- og Uddannelsesministeriet er mange af dem, som dumper fag i folkeskolen, for længe om at komme videre. Byrådsmedlem Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti er forbeholden over for visse aspekter af projektet. Ikke desto mindre er hun også overbevist om, at det i sidste ende vil bringe mange gode ting med sig.

”Det er selvfølgelig en risiko, både på grund af beløbets størrelse, men ikke mindst for de elever, som HF passede godt til. Der er en risiko for, at nogle af de unge falder mellem to stole. Alligevel tror jeg, at det vil gavne endnu flere, og jeg er optimistisk over for det nye tiltag.”

Ideelt for arbejderbyen Fredericia

Fredericia har i flere år kæmpet med folkeskoler, som scorer under landsgennemsnittet, når det kommer til karakterer. Nye tal fra Børne- og Uddannelsesministeriet viser, at landsgennemsnittet for afgangseksamener i 9. klasse ligger på 7,4, mens Fredericia har et gennemsnit på 6,7. Både Hyre-Jensen og Eilersen pointerer, at Fredericias udfordringer på skoleområdet netop gør byen til et ideelt sted at indføre det nye tiltag.

”Fredericia er jo en arbejderby,” udtaler Eilersen. ”Folkeskolerne i Fredericia ligger under karaktergennemsnittet og mere end hver tiende elev dumper i dansk og matematik. De unge, som bliver hægtet af i skolen, har længe haft brug for hjælp. Det ser det ud til, at de får nu med denne reform.”

Afskaffelsen af HF og indførelsen af det nye EPX vil blive implementeret i 2030.

Page 2 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén