Fredericia kommune er en af de tre kommuner på landsplan, der nu sammen med organisationen Mentorbarn skal hjælpe unge i udsatte positioner mellem 18 og 30 år godt og trygt ind i det tidlige voksenliv. 

Foto: genereret med AI af Sebastian Høeg

Af Rebekka Hollænder

For nogle unge voksne kan det tidlige voksenliv være rigtig svært at navigere i. Det skal en udvidelse af støtten til organisationen Mentorbarn nu lave om på. Fredericia Kommune støtter allerede organisationens arbejde mes børn, men nu skal unge voksne i alderen 18-30 år inkluderes.

En helt ny målgruppe

”Vi oplever, at unge over 18 selv henvender sig til os og fortæller, at de gerne vil have en venskabsfamilie. Vi er derfor rigtig glade for at vi med støtte fra Det Obelske Familiefond, vækst og overskud kan udvide vores målgruppe og venskabsfamiliekonceptet.”
Sådan fortæller Amanda Thor Andersen, der er metodekonsulent i Mentorbarn.

Mentorbarn er en NGO (non profit organisation), hvor det tidligere har været børn fra belastede hjem eller med andre udfordringer, som har kunne få en såkaldt venskabsfamilie, altså en familie, der frivilligt ser barnet en gang imellem, og giver noget ekstra støtte og stabilitet.

Men nu kan Mentorbarn altså sammen med Fredericia og to andre kommuner udvide organisationens målgruppe til de 18-30-årige. 

Forløbet fungerer sådan, at det er unge, der allerede har kontakt til kommunen, som sendes videre til Mentorbarn. Kommunen er derfor en essentiel samarbejdspartner i projektet. 

”De ved, hvad det er for nogle unge, som mangler netværk og trygge voksenrelationer, og derfor er det dem, der fortæller om vores tilbud og henviser de unge til os,” fortæller Amanda Thor Andersen.

Et projekt i udvikling – de unges stemme er vigtig

Projektets udvidelse til de unge voksne er helt nyt – der skal altså en del udvikling til endnu. Men Mentorbarn har en klar ide om, hvordan det skal gøres. De vil nemlig inddrage unge, der selv har oplevet at stå i en situation, hvor de godt kunne have brugt en venskabsfamilie.

”Vi har valgt at det her projekt, hvor vi skal udvide vores målgruppe, skal ske i tæt samarbejde med unge mennesker. Det er jo unge voksne, som nu skal være en del af Mentorbarns målgruppe, og det er derfor virkelig vigtigt, at indsatsen bliver skabt gennem de unge selv, da de jo er eksperter på eget liv. Så vi har ansat nogle unge mellem 18 og 30 år, som selv har erfaring med at opleve netværksfattigdom,” fortæller Amanda Thor Andersen.

En af de unge i panelet er Laura* på 29 år. 

Laura har selv stået og haft brug for en stabil voksen. For allerede efter gymnasiet var der mange valg hun skulle til at tage, hvor hun følte, at hun stod helt alene. Her kunne hun selv godt have brugt et initiativ som Mentorbarns venskabsfamilier. 

”Jeg har selv erfaret, hvor svært det kan være at gå fra ung til voksen, hvis man ikke har en rollemodel eller nogen at læne sig opad, når nogle af de store beslutninger skal træffes,” siger Laura.

I panelet vil Laura gøre hvad hun kan for at skabe nogle rammer, som kan være til gavn for andre unge, der står samme sted, som hun selv gjorde.

”I panelet vil jeg bidrage med noget personlig erfaring i forhold til, hvad jeg selv følte, jeg manglede dengang, og hvad der kan være vigtigt for den unge i sådan en relation,” tilføjer hun.

Mentorbarn regner med sammen med Fredericia Kommune at få ca. 15-20 unge voksne igennem projektet frem til 2026, og de første unge skulle meget gerne blive henvist inden jul.

Solstrålen har jubilæum, og det skal fejres. Foreningen, som er landets ældste af sin slags, har de sidste 30 år hjulpet tidligere misbrugere og deres pårørende i Fredericia kommune.

Mere end 60 gæster lagde vejen forbi Tøjhuset for at fejre Solstrålen. Foto: Mathilde Lenskjold

Af Mathilde Lenskjold

I dag, d. 2 oktober, fejrer værestedet Solstrålen sin 30-års fødselsdag med sodavand og lagkage i Tøjhuset midt i Fredericia. I tre årtier har frivillige og fastansatte i samarbejde med kommunen nu hjulpet de borgere, der har afsluttet deres behandlingsforløb, og har haft brug for ekstra hjælp til at blive udenfor misbrugsmiljøet.

”Solstrålen er noget vi kan være stolte af, både som borgere og brugere”

Blandt de mange gæster var medstifter af Solstrålen Cliff Kaltholt. Han har fulgt værestedet tæt siden begyndelsen, og han er stolt over, at værestedet i dag er et forbillede for mange lignende foreninger landet over:

”Da vi stiftede Solstrålen i 1994, var der ingen der troede på at man overhovedet kunne blive stoffri, hvis man først havde haft et misbrug. Det er alle vores brugere et eksempel på, at man godt kan. Solstrålen er noget vi kan være stolte af, både som borgere og brugere,” lød det fra medstifteren i velkomsttalen.

Morfinbyen

Fredericia fik i 2019 øgenavnet ”Morfinbyen,” grundet deres rekordhøje antal af borgere med morfinmisbrug. Det har fået Fredericia kommune til at prioritere netop rusmiddelområdet og vigtigheden af at have et bredt udbud af muligheder for aktive og tidligere misbrugere. Selvom Solstrålen ikke længere finansieres af kommunen, er der stadig et tæt samarbejde mellem de to.

Muligheden for at dyrke de sunde relationer

Mere end 1000 borgere har benyttet sig af Solstrålen gennem de sidste 30 år – en af dem er Stine. Stine er ansat hos Solstrålen, men før sin ansættelse gjorde hun i 10 år brug af værestedet som gæst:

”Det var enormt svært for mig at sidde derhjemme, jeg var hele tiden bange for at skulle falde tilbage i et misbrug. Så fandt jeg det her sted, hvor jeg også kunne tage mine børn med, og det blev stille og roligt mit andet hjem,” fortæller hun.

Alle medarbejdere, frivillige og bestyrelsesmedlemmer er ”eksere,” hvilket vil sige, at de selv har haft et misbrug. Det mener bestyrelsesmedlem Kim Svejstrup er vigtigt, da det giver brugerne mulighed for at tale med mennesker, der har stået i en lignende situation, og danne sunde relationer udenfor misbrugsmiljøet. Solstrålen har holdt åbent alle hverdage de sidste 30 år, og det vil de blive ved med, så længe der er nogen, der har lyst til at benytte sig af tilbuddet.

Stine fremgår ikke med efternavn eller billede, men redaktionen kender hendes fulde identitet.

Fredericia Friskole har for andet år i streg fået det laveste karaktergennemsnit blandt 9. klassernes afgangseksamen i Fredericia, men skolens leder er ikke skuffet.

Af William Øster Enstrøm

”Udfordringen er særlig stor på Fredericia Friskole, hvor skoleleder Carsten Jensen næppe kan være tilfreds med, at hans afgangselever forlader friskolen med et karaktergennemsnit, der er byens ringeste”.

Sådan skrev daværende chefredaktør i Fredericia Dagblad, Peter Hagmund-Hansen i en leder, sidste år, da Fredericia Friskole landede områdets laveste afgangskaraktergennemsnit. Men han tog fejl. Og selvom placeringen er den samme for Fredericia Friskole i år, er lederen stadig helt tilfreds.

Karaktergennemsnit for 9. klasses afgangseksamen i Fredericia

Det handler om dannelse

I dette års rapport over landets folkeskoler fra børne- og undervisningsministeriet, står det klart at friskolen endnu engang har Fredericias laveste karaktergennemsnit for 9. klasses afgangseksamen. Skolen havde nemlig en gennemsnitskarakter på 5,3. En karakter, der blegner betydeligt sammenlignet med landsgennemsnittet på 7,3, og kommunens gennemsnit på 6,8. Men selvom friskolen befinder sig på en håbløs sidsteplads, med et væsentligt stykke op til den nærmeste skole, er lederen ikke ligefrem bekymret.

“Mit ærinde er, at lave den bedst mulige skole, så børnene får udfoldet det potentiale, de allesammen har,” fortæller Carsten Jensen.

For ham er Fredericia Friskoles opgave nemlig ikke at sikre eleverne høje karakterer, men derimod at skabe dannede mennesker, uanset om det udmønter sig i god statistik eller ej.

Et blankt lærred

Hvis man spørger Carsten Jensen selv, har han levet op til sit mål om at indfri elevernes potentiale. Han vil faktisk gå så langt som at sige, at han ikke mindes en eneste afgangselev, der ikke har levet op til sit fulde potentiale, før de forlod skolen. Sagen er bare den, at det ikke er alle, der har potentialet til et 12-tal. 

”Eleven er et blankt lærred, men derfor kan der jo ikke males det samme maleri på dem alle”, fortæller Carsten Jensen.

Og det er netop derfor, det ikke giver mening at bruge karakterer som en skoles evalueringsgrundlag, mener han. Han uddyber at det ikke handler om at skolen lægger ansvaret for elevernes læring fra sig, men derimod en anerkendelse af, at det ikke er alle elever der har retning mod universitetet. Og det er helt okay. 

”Min søns ven ordner min båd. Han er elektriker og skal til at læse til ingeniør. Han var vist ikke den største fan af folkeskolen, kan jeg huske. Men betyder det så, at hans lærred kun er halvt fyldt? Det tror jeg ikke, han synes. Og det synes jeg i hvert fald ikke,” fortæller Carsten Jensen

”Min båd spiller i hvert fald max” tilføjer han grinende.